Side:(Rigsdagstidende 1848—49) Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Første Bind. Nr. 1—188. (Sp. 1—1476).pdf/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

21

IV.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Forhold hensigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stilling maa vi formene, at en jevn og ligelig, men ogsaa kraftig fremadskridende Udvikling af Folket og det politiske Folkeliv betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor ny Statsforfatning kun da vil kunne sikkre os en saadan Udvikling, naar den er og af Folket i det Hele anerkjendes at være bygget paa en Repræsentation, der i Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft og Folkevillie til enhver givet Tidsperiode. Vi formene derhos, at hos os kun den Regiering, der er fremgaaet af eller støttet ved en saadan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, saa bevægede og farefulde, som vore, kunne være i Besiddelse af den Kraft og Tillid, der er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Folkets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen, hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræsentanter eller et vist Antal Repræsentantvalg eller i Adskillelsen af de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og besluttende Forsamlinger eller i begge Dele, maae vi ansee for unaturlig og uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise, temmelig ligelige og gjennemgaaende demokratiske Udvikling maa Staten og Statsstyrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets Masse eller Almuen. Denne Almue er vistnok sund, kraftig, velvillende og besindig, men den er tillige, som en naturlig Følge af de forløbne Tiders Haardhed og Uret, mistænkelig; den kan kun vindes og ledes af Staten igjennem Ærlighed og Uforbeholdenhed. En konstlet Repræsentation, eller en Indretning ved den, der endog blot tilsyneladende kunde gjøre det tvivlsomt, om den virkelig var det naturlige, simple og sande Udtryk af Folket og Folkevillien, vilde derfor efter vor Overbeviisning ikke kunne fyldestgjøre de Fordringer, Folket og Fyrsten maa stille til den ny Forfatning. Det forekommer os derhos, at det Hensyn, som især i et mindre Land, Skyldes god Oekonomi saavel med Mennesker, som med Penge, ikke lidet taler imod den Forøgelse af Folkerepræsentanternes Antal, som de konstlede Repræsentationssystemer og navnlig Tokammerindretningen ikke vel kunne undgaae at medføre. Vi tilstaae endvidere, at vi ikke kunne dele den Betænkelighed mod Eetkammersystemet, som saa Manage hente fra Hensynet til den formeentlig støre Sandsynlighed under dette for overilede og mindre vel overveiede Beslutninger, og det forekommer os, at den Erfaring, man hertillands allerede har kunnet gjøre, maa berolige ikke lidet i denne Henseende. Hensigtsmæssige Bestemmelser i Forretningsordenen, der, forsaavidt det antages fornødent, endog kunde optages og i Regjeringens Udkast ere optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl tilstrækkelig værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsomhed og Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grundtræk i vor Folkecharacteer, maaskee endog kunde indeholde nogen Opfordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i 2 Kamre med Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevægelsen.

Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed, Hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri, og maatte et af Kamrene derimod ikke saameget være et Udtryk af Folket i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde det efter vor Formening fra det Øjeblik, det virkelig afgav en Modvægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en Fare for Land og Throne, for hvilken man, med den baade for Staten og Dynastiet uvisse Fremtid for Øie, ikke bør udsætte sig.

Vi foreslaae derfor. at dette Afsnit forandres og kommer til at lyde saaledes;

§ 30. “Rigsdagen dannes af Folkets Repræsentanter, Samlede i eet Kammer. Den fremgaaer ved umiddelbare Valg af Folket”.