29
udgaae, forekommer det mig nemlig, at de tvende egentlig yderligere Garantier, som med Hensyn til Landsthinget ere opstillede — den høiere Alder og ingen Diæter — der altsaa alene vedkomme Valgbarheden, ikke ere af den Beskaffenhed, at de give nogen sand Betryggelse for en Repræsentation, der kan ventes at blive saa forskjellig fra Folkethinget, og at ville optræde med en saadan Selvstændighed og Kraft ligeoverfor dette, som er fornødent, for at opfylde det sande Øiemed med et Førstekammer, som er fornødent, for at Tokammer-Systemet i Udførelsen kan blive til sand virkelighed. Hvad den høiere Alder angaaer, da kan denne Fordring vel i og for sig være velbegrundet, men allerede den Omstændighed, at en meget stor Deel af Medlemmerne til Folkethinget ville, ifølge Forholdene hos os, være omtrent i den samme Alder, viser, hvor liden Garanti der alene heri kan søges. Mere væsentlig er den Bestemmelse, at Medlemmerne til Landsthinget ingen Diæter skulle have, en Forskrift, der fremtræder som en indirecte temmelig høi Valgbarheds-Census, idet nemlig kun den, der besidder en saadan Formue, at han paa egen Bekostning kan forlade sin egentlige Stilling og tage Ophold Aarligt i længere Tid ved Rigsforsamlingen, kan modtage Valg; — de enkelte Tilfælde, hvor et Valgdistrikt vil udrede Diæter til dets Repræsentant, maae ansees som en reen Undtagelse. Imod denne Bestemmelse fremtræde nu for det første de samme Indvendinger, som imod enhver høiere Valgbarheds-Census, idet den indskrænker Vælgerne i Valget af den, som efter deres Overbeviisning er den dygtigste til at udføre det vigtige Kald, hvorom her handles; men efter Formue-Forholdene hos os, hvor et ret godt Udkomme til dermed at tilkfredsstille de sædvanlige Fornødenheder er ligesaa almindeligt, som større Formuenhed er sjelden, turde det endog adskillige Steder, navnlig i Jylland, have sine særdeles Vanskeligheder med at faae Valgcandidater i samme Amt (cfr. § 32 i Udkastets sidte Passus). Det synes ogsaa i og for sig misligt, at søge en egentlig Garanti med Hensyn til det ene Thing i dets Medlemmers forskjellige pecuniaire Stilling paa selve Rigsdagen, ligesom den Betragtning vel ikke ligger fjern, at Medlemmerne af Landsthinget snart vilde søge at faae denne Forskjellighed hævet, hvilken Grundlovsforandring, som Folkethinget ikke kunde være imod, og som det vilde være Regjeringen ubehageligt at modsætte sig, ikke vilde være vanskelig at faae sat igjennem. Jeg mener derfor, at en ligefrem Valgbarheds-Census — Ydelsen af en høiere Skat, og en vis Aarlig Indtægt som Alternativ — i hvert Fald havde været ønskeligere og mere hensigtssvarende, end den i Udkastet indeholdte i og, for sig ikke betryggende Betingelse i samme Retning.
De øvrige Forskjelligheder med Hensyn til Landsthingets Sammensætning efter Udkastet kan jeg endnu mindre betragte som egentlige Garantier; den væsentligste af disse er vel den, at Valgene foregaae for en dobbelt saa lang Tid som til Folkethinget, men ligesom begge Thing kunne samtidigt opløses, i hvilket Tilfælde Valgene foregaae til samme Tid saaledes ville efter Udkastet de ordinaire Valg til begge Thing hver anden Gang falde sammen. At det er de samme Vælgere, hvoraf Valgene til begge Thing fremgaae, har følgelig netop herefter megen Betydning.
Naar man i Landsthinget vil søge et modererende, et tempererende Element imod den muligt for stærke Bevægelighed i Folkethinget, et Element, der vil og kan hindre Folkethinget i mulige Misbrug af dets Myndighed; — naar man i Landsthinget vil søge det rette Middel til paa den ene Side, ved at tiltræde Folkethinagets Beslutning, at styrke Folke-Villien, hvorved dens Billigelse af Kongen bliver saa meget mere sikkret, og paa den anden Side — hvor Folkethingets Beslutning maa ansees som et Udtryk mere for en øieblikkelig Stemning, en mulig unaturlig Opbrusning af en eensidig Folkemening, end for den funde, fornuftige offentlige Mening — ved at modsætte sig saadan Beslutning, at forhindre Noget fra at blive endelig Udtalelse af Folke-Villien, som ei fortjener at være det, hvilken mulige Modstand fra Landsthingets Side ingenlunde maa betragtes at skee til skade for Folke-Friheden, da det Omvendte meget vel kan være Tilfældet; naar Landsthinget paa den ene Side skal være den naturlige Beskytter af Minoriteterne i Folkethinget, og paa den anden Side et betydningsfuldt Mellemled imellem Folkethinget og Kongen — da maa man søge at organisere Landsthinget saaledes,
