5
6
Udvalgte at overlægge den Forfatning, som jeg af fri Kongelig Villie har tilsagt det, og hvorved det er mit Ønske, mit Haab og min Stolthed, at maatte kunne grundfæste det gamle Danmarks Ære og Lykke.
Ved mine Ministre, hvem jeg forbeholder Udgang til Forsamlingen og Ret til der at tage Ordet, naar de finde det fornødent, lader jeg den forelægge et Udkast til en saadan Forfatningslov, og stoler trygt paa deres troe og nidkjære Medvirkning, for at en endelig Ordning af dette saa vigtige Anliggende maa kunne fuldbringes af nærværende, til dette Øiemed forsamlede Rigsforsamling.
Skulde dette imidlertid ei lykkes, da er det dog ikke min Hensigt, at sætte Forfatningen i Kraft, uden først at forelægge den for en ny Rigsforsamling.
Jeg ønsker Guds Velsignelse over Dem og Deres Gjerning, at den maa vorde til Ære, Held og Lykke for vort elskede Fædreneland.
Herpaa udbragtes et „Kongen leve“ hvorefter Forsamlingen
udbrød i et ni Gange gjentaget Hurra.
Hs. Majestæt bad Forsamlingen at modtage sin hjerteligste Tak, hvorefter Allerhøistsamme forlod Salen, ledsaget af Forsamlingens og det tilstedeværende Publikums gjentagne Jubelraab.
Efterat Hans Majestæt havde forladt Salen, og Ministrene, nemlig:
Premierministeren, Hs. Excellence Greve Moltke til Bregentved,
Justitsministeren, Hs. Excellence Bardenfleth,
Udenrigsministeren, Greve Knuth til Knuthenborg,
Handelsministeren, Hs. Excellence Bluhme,
Krigsministeren, v. Tscherning,
Marineministeren, Kammerherre Zarthmann,
Ministeren for Kirke- og Skolevæsenet Monrad, samt
Dhrr. Ministre uden Portefeuille Hvidt og Lehmann havde indtaget de for dem bestemte Pladser, oplæste Premierministeren følgende Tale:
„Hans Majestæt Kongen har paalagt sit Ministerium at
meddele Rigsforsamlingen en kort Udsigt over Rigets Stilling.
De kjende Alle, høitærede Medborgere, de alvorlige og faretruende Omstændigheder, hvorunder det nuværende Ministerium tiltraadte sit ansvarsfulde Kald. Grundlaget for dets Politik indeholdes i Kongens Svar til de slesvigholstenske Udsendinge. Imod den oprørske Paastand om en slesvigholstensk Stat og om Slesvigs Indlemmelse i det tydske Forbund stilledes den Erklæring: at Holsteen, som tydsk Forbundsstat, skulde erholde sin egen Forfatning og egen Forvaltning, under nøie Tilslutning til Tydsklands Stræben efter større politisk Eenhed, og at Slesvigs Forbindelse med det øvrige Danmark skulde sikkres ved en fælles Constitution, men at ved Siden deraf dets provindsielle Selvstændighed skulde udvikles ved særegne Institutioner. Heri indeholdtes tillige det Tilsagn, at i alle Kongens Scepter underlagte Lande Folkets Værdighed og Lykke skulde grundes paa en i Sandhed Folkelig Frihed.
Hvor uforberedt den Sammensværgelse, der kun ved et skammeligt Misbrug af Kongens Navn kunde forføre Mængden og Hæren, end overraskede det danske Folk, vilde Regjeringen dog have naaet det saaledes opstillede Maal, dersom den kun havde havt at gjøre med Oprøret, thi dette havde ingen Rod i Folkets Sindelag og virkelige Tilstand og ingen Magt til at hindre Lovlighedens Seir. Denne vilde have været saa meget skjønnere og varigere, som den kun kom, for at bringe Friheden.
Langt alvorligere blev Stillingen, da først Preussen, senere hele Tydskland blandede sig i vore indre Anliggender. Ligeoverfor en saa overmægtig Modstander var det Regjeringens Pligt at gjøre Alt, hvad der var foreneligt med Statens Ære, for at afværge et Sammenstød, men ud over denne Grændse kun at vige for Overmagten. Det tilkommer Historien at dømme om det Overfald, for hvilket Danmark blev givet til Priis. Den danske Regjerings Maadehold og den danske Hærs Tapperhed have alt fundet Samtidens Anerkjendelse.
I den os saaledes paanødte Krig har Folkets Eendrægtighed og Hengivenhed sat Danmark istand til at byde saa store Farer Spidsen, uden at bukke under, og uden at dets Modstandskraft er lammet. De maadeholdne Pengefordringer, Regjeringen har gjort, og som begge Provindstalstænderforsamlinger have bifaldet, have hverken svækket Folkets Evne eller dets Beredvillighed til yderligere Opoffrelser. Medens hos os ingen Forstyrrelse har formindsket Udbyttet af vore Erhvervskilder, har vor Sømagt tilføiet Fjendens Skibsfart og Handel og alle dertil knyttede Interesser følelige Lab, uden at vi hidtil have behøvet at udruste den større Deel af vor Flaade, fordi den ikke vilde have fundet nogen Fjende at bekæmpe. Vel har vor Hær havt ligesaa blodige, som hæderlige Dage; men dagligt voxende i Tal og i Kampdygtighed, fuld af Begeistring for Konge og Fædreland, fuld af Tillid til sig selv og sine Førere, er den mere end nogensinde skikket til at give vore Underhandlinger Eftertryk, og om det skal være, at lægge Sværdet i Afgjørelsens Vægtskaal.
Saaledes staaer Danmark opreist og rustet og stærkt i Bevidstheden af sin gode Ret. Denne vor Ret har fundet fuldstændig Anerkjendelse hos alle venskabelige Magter, hvis Understøttelse ved Underhandlingerne har gjort og fremdeles vil gjøre os væsentlige Tjenester; og blandt hvilke vore Naboer have beredet sig til i Nødstilfælde at staae os bi med Vaabenmagt.
Men desuagtet er i Kampen mod en overlegen Modstander den Svageres Stilling altid saa alvorlig, og under Europas hele nærværende Tilstand enhver Beregning af Fremtidens Tilskikkelser saa usikker, at det har været Regjeringens Pligt ikke at afvise noget Forsøg, der kunde berede Veien for en mindelig Overeenskomst med en Nation, med hvilken et varigt Fjendskab ikke er begrundet i Danmarks naturlige Forhold og sande Interesser. Forsamlingen kjender de tvende Vaabenstilstands-Conventioner, som Regjeringen efter de venskabelige Magters Raad har indgaaet. Det er ikke Danmark, som har at forsvare, at den første ikke blev opfyldt. Den sidste er troligen bleven fuldbyrdet fra vor Side. Overeensstemmende med samme har Tydskland trukket sine Hære ud af Slesvig og Holsteen. Udførelsen af Overeenskomstens tilbagestaaende Punkter er desværre Gjenstand for endnu svævende Underhandlinger.
Ved at give sit Minde til disse Conventioner har Kongen væsentligen havt før Øie midlertidigen at tilveiebringe en, om end ei god, dog taaleligere Tilstand i de Landsdele, paa hvilke den fjendtlige Besættelses Tryk nærmest hvilede. Hans Majestæt har levende følt, at ikke blot den overveinde Deel af Slesvigs Befolkning holder fast ved Konge og Fædreland med en Troskab, som i disse Trængselens Tider har bestaaet sin Prøve, men at ogsaa i de af Oprøret nærmest beherskede Egne Mange længes efter den Stund, da de, udfriede af Rebellionens Vold, atter Aabent kunne slutte sig til den lovlige Tingenes Orden. Hans Majestæt har heller ikke opgivet det Haab, at det selv iblandt dem, der have ladet sig henrive af de revolutionaire Lidenskaber, endnu vil mindes, hvorledes Oplysning, Fred og Velvære hos dem ere fremblomstrede under deres Forbindelse med Danmark, — mindes, at Kongen, forinden Omvæltningernes Storm brød løs over Europa, frivilligen forkyndte sin længe nærede Beslutning: at bringe sin uindskrænkede Magt til Offer for Folkets Frihed og Lykke.
Men fremforalt har Regjeringen maattet ansee Kampens Ophør og de fjendtlige Hæres Fjernelse for den første Betingelse for at Fredsunderhandlingerne kunne føre til Maalet. Disse Underhandlinger forfølger Regjeringen med den oprigtige Bestræbelse, at det maa lykkes at opnaae en Fred, der er forenelig med Folketss Ære og Velfærd. Om den kan erholdes, er endnu uvist, og det er derfor nødvendigt, at Rustninger gaae Haand i Haand med Underhandlingerne. Forslag til at skaffe Statskassen de dertil fornødne Pengemidler og Lovudkast til at almindeliggjøre Værnepligten ville sætte Forsamlingen istand til derover at udtale Nationens Villie.
Det er kun Omstændighedernes paatrængende Krav, som har kunnet bestemme Regjeringen til i disse tvende Punkter at gaae udenfor Rigsforsamlingens egentlige Opgave, at overveie og vedtage Rigets fremtidige Grundlov. De Reformer, hvortil vor Lovgivning, hvortil navnligen vore Landboforhold trænge, og som Regjeringen — netop af Agtelse for Folkets Ret til en medvirkende Indflydelse paa Lovgivningsværket — kun i enkelte, uopsættelige Tilfælde har turdet indføre ved provisoriske Anordninger, maa være forbeholdete den Tid,
