4
§ 5. Naar det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg, har man vel ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men Flere have dog fundet, at Tanken ikke var heldigt udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand end dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet denne Paastand, idet de antage at Ordet „Stat“ i vor Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph neppe kan misbilliges, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne Holsteens og Lauenborgs Forhold man end gaaer ud; men de have dog ønsket om muligt at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed har troet, at Tanken blev betegnet aldeles utvetydigt, naar man sagde: Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent, og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden Rigsdagens Samtykke. Det kan neppe miskjendes, at denne Affattelse lader det nuværende Forhold til Holsteen og Lauenborg aldeles urørt, og derimod indeholder det fornødne Forbehold mod fremtidige Muligheder.
Udvalgets Minoritet (bestaaende af ) har dog ikke fundet sig tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, fordi navnlig Udtrykket blive formeentlig kunde misforstaaes. Den indstiller derfor, at Paragraphens Tanke udtrykkes paa følgende Maade:
Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg.
Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end f. Ex. med Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Man indstiller altsaa, at der tilføies: „i intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget“.
§ 8. Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte det i Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov“.
En Minoritet ( ) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular: „For den almægtige Guds syn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov“ at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger at holde (Grundloven), saa sandt hjælpe mig gud og hans hellige Ord“.
Udvalgets Fleerhed har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.
Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden tidligere kan aflægges af Thronfølgeren. Men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne ved stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en ligefrem Gjentagelse af Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse.
En Minoritet ( ) antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph omtrent saalydende:
„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke og med de Ceremonier, han selv fastsætter,“
