47
48
Folket er rede til fremdeles at bringe Opoffrelser for en Sag, som er det hellig, men det har den Tillid til os, at vi skulle hæve den Udished, hvori det befinder sig, om hvad der er virket og fremdeles vil blive virket til Opnaaelsen af det Maal, som Nationen har stillet sig og vor dansksindede Konge ogsaa har erkjendt for sit, da han i en høitidelig Stund udtalte de Ord: „det skal ikke skee.“
Denne Folkets Tillid tør Forsamlingen ikke svigte, da det er i den, at vi gjensidigen skulle søge og sinde vor Styrke, og vi ville derfor ikke ved en Adresse kunne forbigaae at berøre, hvad der saa levende bevæger sig i Folket. Men paa den anden Side tør vi ikke forglemme, at der ogsaa vogte arglistige Øine paa os, og at Intet vilde være kjærere for vore Fjender end at see det Baand løsnet, som har knyttet Folket og Regjeringen fast til hinanden og fremkaldt saa store Offre af Folket for at understøtte Regjeringen i Kampen for Statens Udelelighed.
Denne Betragtning gjør det efter min Anskuelse tilraadeligt, at Forsamlingen i det næværende Anliggende iagttager en Varsomhed, som under andre Omstændigheder ikke vilde være fornøden.
Jeg føler vel, at mit Forslag og hvad jeg har antydet med Hensyn til Adressens Indhold maa hos Mange vække Spørgsmaal, som de gjemme i deres Barm, og bringe dem frem paa Læberne; men dersom ieg er saa heldig at være bleven forstaaet, tør jeg nære det Haab, at de fremdeles ville holde disse Spørgsmaal tilbage, indtil de ved foreliggende Leiligheder, hvortil der i Regjeringens Meddelelse til Forsamlingen er hentydet, ville kunne fremkomme dermed under en hensigtsmæssigere Form end den, Adressen dertil frembyder.
Naar Folket veed, at hvad der ligger det paa Hjertet, ingenlunde af Forsamlingen er opgivet, men at den kun har udsat det, fordi det ikke kan være tjenligt for Fædrelandets Vel, at det finder sin Udgang i Discussionen af en Adresse, saa vil Folket sikkerligen finde sig tilfredsstillet for Øjeblikket.
Vi leve i en Tid, hvor en urokkelig Tillid er nødvendig, dersom vi skulle bevare Haabet om, at vor retfærdige Sag vil seire.
Der svæver en Tordnesky over Danmark, som truer med at søndersplitte Riget. Men der gives en Afleder, som ikke vil forfeile sin Virkning til at forebygge Søndersplittelsen, og det er Fædrelandskjærligheden. Hvor denne varmer Hjertet og leder Forstanden, der vil Enighed og Samdrægtighed slutte Folket fast til hinanden, som til Regjeringen, og dette Sammenhold indeholder en Modstandskraft, som fast er uberegnelig.
Dersom den ærede Forsamling maatte billige mit Forslag, vil det vistnok være tilstrækkelig klart for Enhver, hvor vigtigt det maa være at anvende den største Opmærksomhed paa Valgene af den Comitee, som jeg formoder vil blive nedsat til at forfatte Udkast til Adressen, for at Adressen kan blive saaledes, at den selv med de forskjellige Anskuelser af Forholdenes Krav kan tiltrædes uden at foranledige en Discussion, der her saa meget mindre turde være paa sit rette Sted, som det upaatvivleligen maa være af Vigtighed, at den første Beslutning, der udgaaer fra Rigsforsamlingen, bærer Vidnesbyrd om Enighed og Sammenhold.
Landsoverretsprocurator Christensen: Af ligetænkende Collegaer i denne Sal har jeg faaet det Opdrag, for saa vidt at understøtte det Andragende, som her er stillet, at jeg skal tillade mig at anbefale, at Forsamlingen udtalte for Hans Majestæt sin og Folkets dybe Erkjendelse og Tak for den i Historiens Aarbøger exempelløse Uforbeholdenhed og Ærlighed, hvormed vor ophøiede Monark har imødekommet Folkets Ønske, for det aabne og imødekommende Sind, han har bevaret for Folkets Ønsker lige til denne Dag, og for det dybe, alvorlige danske Hjertelag, han i sin korte, men prøvelfesfulde Regjeringstid allerede har lagt for Dagen. Jeg skal altsaa forsaavidt anbefale det Andragende, som foreligger; men jeg skulde derimod rigtignok mene, at Udtalelsen fra Forsamlingens Side burde indskrænke sig til dette Ene: Erkjendelse og Tak for Hans Majestæt, vor ophøiede Konges personlige, folkelige, frihedselskende og fædrelandskjæflige Færd. Jeg udtaler dette saameget hellere i denne Sal, som jeg har havt rig Leilighed til at overbevise mig om, at den Følelse, jeg her udtaler og selv nærer, er aldeles almindelig, navnlig i Landbostanden, og som derved tillige turde fremgaae at Vidnesbyrd om, at Landboerne ikke mindre end Statens øvrige Borgere skjønne og haabe paa de Frihedens Goder, som Hans Majestæt saaledes har tilsagt os.
Thalbitzer: Idet jeg med Glæde slutter mig til det gjorte Forslag, der ikke alene indeholder Forsamlingens Mening, men ogsaa vil være et sandt Udtryk, saavidt jeg veed, af hele Folkets Følelser, skal jeg blot tillade mig at foreslaae, om der ikke tillige i Adressen kunde blive gjort Hans Majestæt Anmodning om, at han vilde meddele Sverrigs og Norges Konge og Folk Rigsforsamlingens varme Taksigelse for den Deeltagelse, der er viist os i saa mange Henseender i den betrængte Tid, som vort Fødeland har været i. Jeg antager, at man saameget snarere kan faae dette Ønske indført i Adressen, da man, foruden alt Andet, som man opfordres til at takke vor frihedselskende, folkeligsindede Konge for, ikke maa undlade at paaskjønne, at han ogsaa deler med sit Folk de skandinavske Sympathier. Han har saaledes, samtidigt med, at Broderfolkene rakte hinanden Hænderne, vidst at slutte et inderligt, personligt Venskab med Kong Oscar. Jeg troer altsaa, at den hurtigste og meest loyale Maade at kundgjøre vore Nabobrødre paa, hvad der rører sig i Folket, vilde være den, derom at optage en Bemærkning i Adressen.
Boisen: Det vilde være saare ønskeligt, om den Tiltale, hvormed Forsamlingen henvender sig til Kongen, kunde udgaae som et eenstemmigt Udtryk af Forsamlingens Følelser, som fra eet Hjerte, og vor Konges Redelighed, hans Ordholdenhed, hans Frisindethed, hans Folkelighed og fremfor Alt hans danske Hjertelag, giver vistnok Forsamlingen rig Anledning nok til at henvende sig til ham i en Tiltale, der vil sinde Gjenklang i Alles Hjerter. Jeg havde rigtignok troet, at man ikke godt kunde henvende sig til Kongen, uden at man ogsaa maatte omtale Regjeringens Foranstaltninger, men jeg indseer paa den anden Side godt, at dersom dette skulde skee, saa vilde Tiltalen ikke udgaae eenstemmig fra Forsamligen, og det er dog dette, jeg af ganske Hjerte maatte ønske. Men eet Punkt er der dog, som i denne Tiltale ikke kan undgaaes at blive omtalt og som ogsaa meget vel kan optages uden at forvolde, at den ikke skulde blive eenstemmig: det er vor Glæde, vi ville udtale over Hs. Majestæts danske Hjertelag og navnlig over hans Hjertelag mod vore slesvigske Brødre, og dertil mener jeg da ganske naturlig kunde knyttes Udtalesen af vort Hjertelag for den samme Sag. Jeg veed meget godt, at saaledes vil Hjertesproget komme til at lyde, det Sprog, som ofte maa forstumme under vore politiske Forhold; men her maa det dog ikke forstumme, fordi det vilde være unaturligt at tie stille med det, som ligger os Alle nærmest paa Hjerte. Dersom vi vilde tie dermed, da troer jeg idetmindste, at vi vilde skuffe vor Konges Forventning, som i sin Tiltale til os har peget hen derpaa, og jeg er vis paa, at vi vilde skuffe ogsaa hele Folkets Forventning og svække dets Tillid til os, og at vi fremdeles dybt vilde saare vore slesvigske Brødre og give vore Fjender et Paaskud til at sige, at ny havde vi opgivet den danske Sag; jeg troer endelig, at vi, hvis vi vilde tie dermed, vilde staae i et underligt Lys hos de fremmede Magter; og derfor beder jeg om, at Tiltalen, som for første Gang lyde fra Rigsforsamlingen til over Konge, ogsaa maa berøre dette Punkt. Jeg beder Forsamlingen om, at vi i den Tiltale, som skal udgaae til Kongen, maatte udtale vor dybe Kjærlighed til og Taknemmelighed mod ham, at vi maae udtale vor Kjærlighed til vore slesvigske Brødre, vort Haab om bedre Dage for dem og vor inderlige Bøn til Kongen om, at Alt, som er muligt, maa blive gjort for at gjøre dem deres Tilstand taalelig, samt tillige udtale vor Beredvillighed til at bære ethvert Offer, som denne Sag kræver.
(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.
