1848.
№ 6.
Beretning
om
Forhandlingerne paa Rigsdagen.
Tredie Møde.
(Fortsat).
Schiern: I Anledning af Proponentens Udtryk, at man ikke kunde drage „Omsorg” nok for Valget af den Comitee, som nedsættes, føler jeg mig opfordret til at gjøre en Bemærkning. Jeg er uvidende om, hvorvidt Vedkommende selv ønske at gjøre Forsamlingen nærmere bekjendt med, hvad der vedkommer Danmarks Forhandlinger med fremmede Magter i den slesvig-holsteenske Sag, eller om det tilbørlige, alstdige Hensyn til Rigets saavel ydre som indre Forhold skjønnes at gjøre en saadan Forelæggelse nu enten mislig eller betænkelig. I første Tilfældee vil jeg for Tiden søge Hvile deri, i det andet Tilfælde derimod, da lod det sig tænke, at Forsamlingen selv helst ønskede, at vedkommende Actstykker overgives til Adresse-Comiteen, eller at den omvendt kandt mere Grund til at foretrække, at disse forbeholdes en kommende Tid og Leilighed, saaledes altsaa, at Adressen nærmest kun blev en hurtig Besvarelse af Kongens Tale, saaledes, at den omtrent blev en — jeg vil helst tænke — fra alle Sider i denne Sal eenstemmig, patriotisk, kort Udtalelse af, at Forsamlingen med Kongen og hans Mænd vil mødes i redelig, bestemt, varig Villie til at værne om den danske Nations Selvstændighed og Uafhængighed.
Jeg har taget mig den Frihed at gjøre denne Bemærkning, fordi det maaskee paa Een eller Anden foruden mig vil have nogen Indflydelse med Hensyn til Sammensættelsen af den paatænkte Comitee, om dens Virksomhed nærmest tænkes i den ene eller anden af de af mig paapegede Retninger, enten ogsaa prøvende og gjennemgaaende Actstykker og andre Oplysninger eller blot søgende et Udtryk af en fælleds Stemning, hvori vi enes.
Duntzfelt: Det Forslag, som idag er gjort i Forsamlingen, gaaer ud paa at indgive en Adresse til den Konge, som alene af egen Drift, af Kjærlighed til sit Folk har nedlagt sin souveraine Magt og vil dele den med Folkets Repræsentanter, en Adresse til den Konge, som har skjænket Landet denne Velgjerning, hvis Aand er tilstede som det varme Pulsslag i de Følelser, som Folkets Repræsentanter saa utvivlsomt idag have udtalt at besjæle det hele Folk. Det forekommer mig, at det vilde være særdeles ønskeligt, at Adressen maatte være et Udtryk af Forsamlingens ublandede Følelser; men ihvor varsom man end vil gaae tilværks ved dens Affattelse, vil det dog neppe kunne undgaaes, at Omstændighederne kunne paabyde at gjøre til Gjenstand for Forhandling Ting, som ikke ville fremkalde saa ublandede Følelser i denne Forsamling. Det er bekjendt, at i de constitutionelle Lande, i hvis Række Danmark nu indtræder, ansees Throntalen som en Meddelelse af Regjeringens Politik; det er altsaa Regjeringen, de ansvarlige Ministre, som ansees for at være Forfatter til denne Tale. Ved denne Leilighed har Hs. Majestæt selv kun udtalt faa, men hjertelige Ord til Forsamlingen; han har overladt til sine Ministre at meddele Forsamlingen, hvad der med Hensyn til den indre og ydre Politik maatte være den magtpaaliggende at vide. Det forekommer mig, at da det vil være en Umulighed at affatte en Adresse, der tillige skulde indeholde en Gjennemgaaelse af Regjeringens Meddelelse, saaledes at den i Eet og Alt skulde være Udtrykket for den hele Forsamlings eenstemmige Følelser, kunde den deles i to Dele, saaledes at den ene-kun indeholdt Ord, fulde af Taknemmelighed og Hengivenhed, som et taknemmeligt Svar paa Hs. Majestæts Tale til Folkets Repræsentanter, en Tak, fordi han har skjænket dem en Forfatning, som han siger, at det er hans Ønske, Haab og Stolthed at maatte kunne grundfæste det gamle Danmarks Ære og Lykke, hvorimod en anden særskilt Adresse kunde omhandle de forskjellige Punkter, der omtales i Ministertets Meddelelse. Dette Forslag har jeg troet at maatte henstille til Forsamlingens nærmere Overveielse.
With: I Provindstalstændernes Tid da veed jeg vel, at det var Brug at indføre i Adresser adskillige Ting, adskillige Ønsker, som man ikke vovede høit og lydeligt at udtale under den sædvanlige Form; men nu, da Ordet er frit, som Tanken er fri, da er det min Overbeviisning, at den Adresse, som vi ville indgive til Hs. Majestæt, bør være henvendt paa at bevidne ham vor Taknemmelighed for det Gode, han har skjænket os. Dersom der næres i vor Barm andre Ønsker, da er her givet Leilighed til at faae dem drøftede og udtalte i særskilte Petitioner, og jo flere fremmede Elementer man vil indføre i Adressen, desto vanskeligere vil det være at faae den eenstemmig, hvilket dog vistnok er særdeles ønskeligt i denne Tid. Hvad navnlig Sverrigs Forhold til Danmark angaaer, da er jeg vistnok meget tilbøielig til at give den svenske Nation min Tak for det kjærlige Sindelag, den har viist mod os, men hvorledes man end vil indføre den i en Adresse, saa vil der vistnok opstaae megen Dispute om Udtrykkene; thi Mange ville vvistnok være enige med mig i at takke de Svenske, der have fægtet under vor Fane, for den Deeltagelse, de have viist, medens Andre ikke synes at kunne tillægge den svenske Hjælp den Betydning, den vistnok har havt. Hvad navnlig det slesvigske Spørgsmaal angaaer, da er det en saa vigtig Sag, at jeg ikke troer, at det bør indføres i en Adresse, men blive Gjenstand for en særegen Behandling; jeg slutter mig derfor til dem, som mene, at Adressen kun bør være en Takadresse.
Linnemann: Jeg kan ikke være enig med den foregaaende Taler. En blot Takadresse forekommer mig at være ligesaa unyttig og unødvendig som lidet passende for denne Forsamling. Folket venter vist en Udtalelse om noget Mere; paa den anden Side tilstaaer jeg, at jeg ikke kan begribe, hvorledes denne Forsamling allerede nu skukde kunne fremkomme med en meget bestemt, om jeg saa maa sige, kritisk Adresse, saalænge de fornødne Oplysninger mangle. Jeg troer derfor, dersom jeg har forstaaet den ærede Proponent rigtigt, at han ønsker at gaae en Middelvei, og hertil vil jeg ogsaa slutte mig saaledes, at Adressen, næstefter at udtale Tak, og varm og hjertelig Tak til Kongen, tillige udtalte Nationens Beredvillighed til fremdeles at yde endnu større Offre for at fremme og befæste Danmarks Ære og Selvstændighed, og for navnlig at fremme den Sag, hvorom vi dog Alle maae være enige, nemlig Slesvigs uadskillelige Forbindelse med Danmark.
Tage-Müller: Jeg skulde ikke have tilladt mig at reise mig, naar. ikke mit Opholdssted netop ved Slesvigs Grændse, eller, dersom den naturlige Grændse skal komme i Betragtning, i selve Slesvig havde dertil opfordret mig, og jeg saaledes ved et Spørgsmaal, der vistnok for Øjeblikket hører til de vigtigste Emner, nemlig Slesvigs Forhold til Danmark og hvorvidt dette skal berøres i den foreslaaede Adresse, er kommen til Orde. Saa dybt som noget har mit Hjerte følt ved den betrængte Tilstand, hvori saamange Slesvigere, hvis Hjerter slaae varmt for den danske Sag, have i den nu forløbne Sommer været stedte, og især bløder mit Hjerte ved at tænke paa den Tilstand, hvorunder disse Slesvigere nu maae leve, da de under den saakaldte Vaabenstilstand mange Steder mere haanes og fortrædiges, end det forhen under Krigen var Tilfældet. Hvad Adressen angaaer, da finder jeg det aldeles passende, at vi — og jeg ønsker og haaber eenstemmig — tolke vor
