53
54
beredt til at bringe endnu større for Danmarks Ære, Danmarks Selvstændighed.
Gram: Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at jeg maa slutte mig til den sidste ærede Taler. Jeg lever i et Distrikt, hvor Blandingen af Slesviger og Danske er almindelig bekjendt. I det Sogn, hvor jeg boer, er omtrent 13 Slesvigere; disse have mere eller mindre lidt af Krigen og lide endnu af den Overmagt, som udøves af den ulovlige Regjering. Jeg maa derfor, idet jeg nøie kjender Stemningen der, som og i de østlige Dele af Nordslesvig, stemme for, at Adressen ei blot indeholder Tak, skjøndt dette er den vigtigste Deel af samme, fordi vi Alle føle, hvormeget vi skylde vor folkelige og elskede Konge for det, som han allerede har givet, og som vi haabe, at han fremdeles vil give sit Folk; men jeg troer tillige, at Adressen bør indeholde nogle trøstende og opmuntrende Ord. Den Taushed, der hidtil har hvilet over denne Sag, har hvilet ligesom en trykkende Steen paa hele Folkets Hjerte, men naturligviis maa Trykket føles meest blandt dem, om hvilke det er uvist, om de have været solgte eller kjøbte. Adressen bør inderholde noget Trøstende og Opmuntrende for dem. Det er ikke min Mening, at man skal indlade sig saa dybt paa Sagen, at der vil kunne opstaae Forvirring, eller at maaskee derved Regjeringen kunde bringes i Forlegenhed med sine diplomatiske Underhandlinger, men jeg formener, at man maa saavidt muligt trøste og berolige Slesvigerne, at de kunne vinde Mod og Kraft til at holde ud, indtil Forløsningens Time maatte slaae. Naar en Adresse affattes paa en forsitgtig Maade og i denne Aanb, er jeg overbeviist om, at den ikke vil skade; jeg er ligesaa overbeviist om, at den vil udøve en gavnlig Indflydelse, ikke blot i Slesvig, men over det hele danske Land, og holder jeg mig tillige forvisset om, at man derved kommer Folkets Ønske imøde, thi Folket overalt, og navnlig i Slesvig, seer med den høieste Forventning enhver Tidende imøde, der udgaaer fra Rigsdagen. Det er vigtigt, at Rigsdagens første Ord ere saadanne, at de kunne bringe en Stemning ud over det hele Land, som vidner om, at det ei blot er os, der her ere tilstede, som have Tillid til Hs. Majestæt og hans vise Regjering, men at det er hele Folket, der kan glæde sig over Saadant.
Dahlerup: Efter den Opfordring, som en æret Taler har stilet til de Deputerede fra de forskjellige Distrikter, skal jeg tillade mig at oplyse, at ogsaa det Distrikt, hvorfra jeg er, med Opmærksomhed seer hen til denne Forsamling i Forventningen af de Skridt, som skulle foretages med Hensyn til Ordningen af Landets ydre Forhold. Det er Folkets inderligste Overbeviisning, at Spørgsmaalet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmaalet om Danmarks Bestaaen som en Nation, den almindelige og dybtfølte Overbeviisning i det Distrikt, hvorfra jeg er, at Spørgsmaalet om Slesvigs Forbindelse med Danmark er Spørgsmaalet, om vi skulle Vedblive at være danske Mænd. Det føle vi Alle paa det Bestemteste, at dersom ikke Slesvig fastholdes ved Danmark, men kommer i Forbindelse med Tydskland, staaer Jylland Fare for at blive angreben af de Ulykker, som nu plage Slesvig. At den første Udtalelse, som udgaaer fra denne Forsamling, tillige skal udtale denne Forsamlings Følelser i saa Henseende, er nødvendigt, og jeg føler mig derfor overbeviist om, at en Adresse, der kun skulde indeholde Tak, vilde fremkalde et mindre gunstigt Indtryk i Jylland.
Clausen: Jeg understøtter det Forslag, som er bleven fremsat, i den Retning, hvori jeg antager, at det er blevet stillet til den ærede Forsamling. Det er ikke blot for første Gang i lang Tid, at en Forsamling er sammentraadt, der repræsenterer Landets Befolkning; det er ikke blot derfor, at Forsamlingen er sammenkaldt, for at grundlægge det Værk, hvortil vi kunne sige, at de foregaaende Tiders Udvikling har hentydet, og som skal blive Udgangspunkt for Fædrelandets Fremtid; dersom det forholdt sig saaledes, da kunde Forsamlingen indskrænke stn Adresse til at tolke sin Tak til den Konge, som ved egen fri Tilskyndelse har gjort det første Skridt i denne Retning. Men Forsamlingen er sammentraadt under Forhold, der have fremkaldt en Stemning, der fylder alles Hjerter, og der er ikke en Eneste i denne Sal, som ikke har baaret denne, Stemning med sig. Vi ere blevne modtagne i denne Sal med en Hilsen fra vor Konge, som ligeledes bærer Præget af den samme Stemning, der gaaer igjennem det hele Folk, og som ogsaa indeholdes i Regjeringens Meddelelse om Rigets Stilling om den nærmeste Fortid og om den nærmeste Fremtid; og derfor mener jeg, at en Adresse, som udgaaer fra nærværende Forsamling, ikke kan blive staaende ved en simpel Taksigelse. Den maa være en Besvarelse af den Tale, der er udgaaet fra Kongen og hans Regjering; og naar jeg siger dette, mener jeg det baade med Hensyn til Indholdet og med Hensyn til Formen. Med Hensyn til Indholdet er det saa langt fra, at man kan betragte Det som et fremmed Element, der gaaer ud paa de Forhold, som udgjøre Hovedgjenstanden for vore Bekymringer, at jeg meget meer maatte betragte en Forbigaaen heraf som en unaturlig Tilbagetrængen af, hvad der rører sig i os, i det hele Folk. Men jeg troer, at ogsaa med Hensyn til Formen maa Adressen være en Besvarelse af den kongelige Tiltale, men denne kongelige Tiltale har ikke meddeelt Oplysning om de enkelte Foranstaltninger, som ere trufne og som skulle træffes, og vor Adresse maa saaledes holde sig udenfor det Enkelte, ikke fælde Dom over, hvad der har været foretaget, eller bestemme, hvad der i Fremtiden vil være at foretage. Forsamlingen vilde herved foregribe sig selv, vilde foregribe et kommende Tidspunkt, hvor den vil have en naturligere og rimeligere Anledning til at indlade sig derpaa. Adressen maa blive staaende ved at udtale den Stemning, som den kongelige Tiltale, saaledes som den ligger for os, har fremkaldt, en Stemning med Hensyn til Regjeringen og vor Fremtid i det Hele, der tillige udtaler Beredvillighed og Ønske om fra det hele Folks Side at komme Regjeringen imøde til kraftig Optræden for Folkets Ære og Velfærd. Forøvrigt troer jeg ikke, at Forsamlingen kan ville indlade sig paa den nærmeste Form for Adressen, idet jeg formener, at det maa blive overladt til den nedsættende Comitees Takt at indføre i Adressen, hvad der har sin rette Plads og holde ude derfra, hvad der ikke hører hjemme deri.
v. Haven: Jeg finder mig foranlediget til at udtale mig i Anledning af en af en æret Taler skeet Opfordring om, at Deputerede fra forskjellige Distrikter skulle tilkjendegive, om der virkelig var Beredvillighed tilstede til at gjøre Opoffrelser for den Sag, som Regjeringen især nu har for. Jeg føler mig opfordret dertil, saameget mere som jeg offentligen har yttret mig imod den saakaldte frivillige Folkevæbning i Jylland. Ellers vilde jeg slet ikke taget Ordet her. Der er vistnok en stor Beredvillighed i Jylland til at gjøre alle mulige Opoffrelser for at fremme Regjeringens Stræben og for at staae Kongen og de nærværende Ministre bi i enhver Henseende; men fordi man modsætter sig en, om jeg saa tør sige, saa forkeert Foranstaltning som den saakaldte frivillige Folkevæbning .......
Formanden: Det forekommer mig, at det ærede Medlem yttrer sig om en Sag, som ikke foreligger.
v. Haven: Saa vil jeg dog blot udtale det endnu engang, at Jyderne i min Egn ere beredvillige til ethvert Offer, som Kongen vil kræve til Haandhævelse af Danmarks Selvstændighed og Udelelighed.
With: Jeg skylder mig selv at forvare mig imod en mulig Misforstaaelse, som jeg frygter for, at mit første Foredrag har givet Anledning til. Naar jeg yttrede, at jeg ikke ønskede de slesvigske Forhold behandlede i Adressen, skete dette, ikke fordi jeg nærer mindre Sympathi for vore slesvigske Brødre end andre. Nei tvertimod. Jeg føler vistnok ligesaa meget for disse vore for Tiden trykkede Landsmænd som nogen anden; men netop fordi jeg anseer den slesvigske Sag for en af de allervigtigste, der bør behandles med det modneste Overlæg, efterat Forsamlingen ved Meddlelser fra Ministeriet har erholdt Oversigt over hvad der er passeret og alle Forhold, troede jeg ikke, at denne Sag egnede sig til Behandling i en Adresse, og frygtede for, at hvis den slesvigske Sag blev behandlet i Adressen, skulde Forsamlingen snarere være mindre tilbøielig til at gaae ind paa en nøiere Undersøgelse.
Lorck: Forsaavidt jeg har formaaet at opfatte Forsamlingen, er man langt mere enig, end man troer. Der er ikke Tale om at indgive en Adresse, hvori man skulde udtale en Kritik over Regjeringens Handlinger, men kun om at udtrykke den Beredvillighed, som
