3
I a. Ved Aftrykket her er det forsögt ved Cursiv at gjöre Afvigelserne i de tre Recensioner mere iöjenfaldende. I Artiklernes Rækkefölge svare disse til hverandre paa fölgende Maade: Ia: 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20. 21. 22. 23. Ib: 1. 2. 3. 4. 5. 6. 0. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 0. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20. 0. II: 7. 9. 10. 11. 12. 8. 0. 20. 1. 0. 2. 3. 4. 0. 5. 6. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. Hvad Forordningens Alder angaaer, da have vore Lovhistorikere (Kofod Anchers Lovhist. II. 311, Schlegel i Kofod Anchers Skr. I. 43, de Danskes Retssædvaner 50, Rosenvinge i Vidsk. Selsk.s Skr., femte Række, hist, philos. Afd. I. 117-119, Larsens Saml. Skr. I. 1. 284, I. 2. 209), skjönt under forskjellige Anskuelser, dog tilsidst henfört Recensionen II til Christoffer I, og derom kan der neppe heller være nogen Tvivl. Art. 1 (efter Rec. I a) stemmer aldeles med de mellem Kongen og Erkebispen vexlede Stridsskrifter (Scr. Rer. Dan. V, 589, 595), og Art. 13 er kjendelig den ældste bevarede Kilde til Rigens Ret og Dele (Rosenvinge 1. c.). Da var Brevenes Antal kun tre og Overhörighed straffedes med Kongens Naade og Unaade; Recension II giver endnu en hvorefter Maaneds Frist; men Forordningerne af 1282 (Vordingborgske Art. 3, Nyborgske Art. 4), Brevenes Antal stiger til fire og Overhörigheden kan afsones med Penge, peger tydeligt hen paa den stigende Adelsvælde og er et stærkt Skridt i Udviklingen af «Rigens Ret og Dele», dette Mindesmærke om Adelens Skinsyge og Kongedömmets Afmagt. Recensionen II synes altsaa at være en Forsikkring, given af Christoffer I, ikke just ved hans Thronbestigelse, men senere under hans Regjering. Men Recensionen I a turde vel være at henföre til Kong Abels Tid, naar man seer hen til enkelte Artikler, navnlig Plovskattens Ophævelse i Art. 16 (Kinch, Samll. t. Jydsk Topogr. og Hist. II. 237, har ogsaa allerede henfört den til Erik Plovpennings eller Abels Tid); og virkelig sige Petrus Olai (S. R. D. II 263) og Hvitfeldt (229), at Abel i Midfaste 1251 paa Danehoffet gav en Forordning, som findes ved Lovbogen eller Jydske Lov, og de Codices, hvori Forordningen nu haves, ere netop to Codices af Jydske Lov og Biskop Knuds Apparat til Samme. - Om Alderen af Nr. 6 have Meningerne været meget delte (Kofod Anchers Lovhist. II, Fortalen d, Rosenvinges Retshist. I. 43). Hvis den, som Codex C siger, er given af en Kong Christoffer, turde det maaskee være rimeligst at henföre den til et af Christoffer Is förste Regjeringsaar; idetmindste synes den Plads, hvorpaa Hertugen nævnes (för Dronningen), og den Omstændighed, at Kongen her har villet stifte Lov for Landet sönden Aa, at tyde hen derpaa, ligesom man da ogsaa vilde kunne finde en rimelig Grund til, at Art. 10, om Majestætsforbrydelse, i Kong Abels Forordning (5. I a) er udeladt i Kong Christoffers Recension deraf (5. II). Ifald imidlertid denne Forordning endelig skulde være fra Kong Christoffer IIs Tid, kunde man vel kun tænke paa Aaret 1325. - Erik Glippings Vordingborgske Forordning af 1282 og hans Nyborgske Haandfæstning af s. A. ere udgivne i dette Værks andet Bind og aftrykkes altsaa, ligesom de andre Haandfæstninger, ikke paany her. Hiin gjaldt ikke blot i Sjæland, denne ikke blot i Jylland, men begge gjaldt i hele Riget (jvfr. Schlyter, Skåne-Lagen S. XXIV, hvortil endnu kan föjes de i disse Aarsberetninger II. 4-5 anförte Varianter). Det er formodentlig disse to Forordninger, der i Stykket om Gamble Konninge Logh (Kofod Anchers Lovhist. II 541; jvfr. ibd. 125-127, Larsens Skr. I. 2. 211-212) kaldes «Breflogh», hvorvel Kofod Ancher (ibd. 126) giver en anden Forklaring. At Nr. 10 indtager denne Plads i Rækken, i Overensstemmelse med Rosenvinges Retshist. I. 43 Not. b og Regesta Nr. 1296, er dog först skeet efter endel Betænkelighed. Den i Forordningen nævnte N. Lundensis prefectus skal vistnok være Nicolaus Erlandsen, og isaafald maa den vel være udstedt för 17 Juni 1283, da han kaldes quondam præfectus Scaniæ (Bunges Lif-Esth- u. Kurländisches Urkundenbuch I. 601), medens han 20 Mts. 1282 (Frd. om Vrag, her 1*
