6
petendum hortatur. | quorum iam tanta uicinitas sentiebatur. vt ab eis crebris silicibus contunderentur. Quinetiam Anchore rumpende uinculis ¹) more gratia discissis remigium exerit. At sclaui facile nostris metum | inicere rati. ac ueluti ipsorum animos horridis vocibus hebetaturi. ingenti clamore edito obstrepere | ceperunt. Quod postquam frustra conatos se) animaduertere. diffugiunt, eorumque ratis vna cum vniuersis remigibus intercepta. Sed nec urcinæ 3) syluæ late bra. ad se decurrentibus subsidio fuit. Agres|tibus eam curiosius perlustrandam - Det vil rimeligvis nu være umuligt blot med nogenlunde Sikkerhed at bestemme, hvor den Codex har hørt hjemme, som dette Brudstykke er udskaaret af. Man har Exempler paa 4), at Slotsskrivere have ført Pergamentsbøger eller Dele deraf med sig fra det ene Len til det andet for ved deres Regnskabssager at benytte dem til Omslag eller Hefteremme; ogsaa haves der Exempler paa, at Omslagene om gamle Regnskaber, der ikke længere antoges at have practisk Interesse, ere blevne tagne af for i lignende Øjemed at benyttes, stundom paa et ganske forskjelligt Sted, hvor de vare komne hen, og i det foreliggende Tilfælde synes vor Hefterem netop at være udskaaren af et ældre Omslag. Man kan saaledes langtfra benægte Muligheden af, at den Codex, hvorfra dette Brudstykke stammer, oprindelig har hørt hjemme i en ganske anden Landsdel; men størst Rimelighed rigtignok heller ikke mere er der dog for, at dens Hjemstavn var det Len, til hvis Regnskabssager den er brugt. I saa Fald ligger det nærmest at tænke paa et Klosterliberi i Christianstads Len; thi der har næppe været nogen Bogsamling paa Ærkesædets Gaard Aahus. Valget bliver da ikke stort. - - Christianstads Len bestod 1623, ligesom senere i al den Tid det var Dansk, af Villands, Gjers, Albo og Gjønge Herreder; og deri fandtes, med Undtagelse af et Par senere Helligaandshuse, kun to Klostre: Dominicanerklosteret i Aahus og Præmonstratenserklosteret 1) Editio princeps: vinculis rumpendæ. 2) Editio princeps: se conatos. 3) Editio princeps har ligeledes «urcinæ», skjønt Chr. Pedersen ellers, naar der er Tale om det der hører til en Bjørn, skriver ursinus», se f. Ex. hans Register, sidste Spalte (Aa viij verso); han har altsaa næppe tænkt paa en Bjørneskov. Hvorvel Stephanii og Müllers Udgaver uden videre rette Formen til ursinæ, er det dog muligt, at den Skov, Saxo vil betegne, har hedt Urke eller Ørke Skov. Dersom den imidlertid har hedt Bjørneskov, kunde den maaske være den samme som den Bjørneskov i Flakkebjerg Herred, der omtales i et Antvorskovsk Document af 1545 (Ældste Archivregistraturer IV 166 B. 56), og den turde maaskee da uden altfor stor Vilkaarlighed sættes i Forbindelse med den Bjørnebæk, som udspringer i Marvede Sogn, øster Flakkebjerg Herred, og som, før den løber i Stranden, et Stykke danner Skjellet mellem Marvede og Fuirendal Sogne paa den ene og Karrebæk Sogn paa den anden side. I saa Fald vilde herved være vundet yderligere Sandsynlighed for den gamle Forklaring, som gjør Hyljuminne til den nuværende Bisserup Havn. 4) Jvfr. Lange: De Norske Klostres Historie, anden Udgave, Side 141-142.
