43
passzede sig paa kongens tilstand i siæl og legeme og paa det som confessionarius hafde talt; for huilcket hand med stor mildhed tachede os begge, og sagde, at hand var tilfreds med Guds villie, enten det skulle være til døden eller lifvet. De ord: Skee Guds villie, Hvad min Gud vill, hørte ieg iche alleneste den gang, men hver gang ieg siden var hos ham, og det offte, repeteret; men for den gang dimitterede hand os og spurte, om vi begge self prædickede i morgen. Dagen efter d. 24. hørte hand begge vore prædickener, som og skeede Michelsdag ¹) og 2 andre søndage af os begge, og 2 onsdage af mig; da ieg altid, naar ieg hafde prædicket den eene dag, maatte repetere den for ham, enten afftenen eller dagen dereffter, da hand og spurte om et og andet, og især, da hand engang hørte, at ieg, da hand spurte om noget af prædicken paa Tysk, repeterte det paa Tysk, bad hand mig siden det altid at giøre, som og skeede. Confessionarius var engang indkaldet til ham a parte siden den første gang, men siden ved ieg iche, at hand saae ham førend sidste afften; ieg blef og engang a parte indkaldet, dog ingen tid at være allene hos ham, og da blefve mig vissze dage og timer satte at komme til ham, hvilcket saaledes til hans sidste dag continu[e]rede. Jeg blef hvergang iche alleene naadig, men med stor venlighed modtaget og altid med tachsigelsze dimitteret. leg merchede, at der kunde iche længe talis til ham i et vech, førend hand strax slumeede, det hand og klagede ofver, og sagde, ieg maatte iche derfor gaae bort, om hand end slummede, men ickun blifve, til hand vognede. De fleeste gange sad hand i sin lehnstoel, engang laae hand paa en ruhebench, da hand og faltt i en halftimes rolig sofn, men føren hand merchede, at dend ville komme, nødde og befalede hand mig at sidde ned hos ham og icke at gaae bort. Min meste omgang med ham var at bede og at indrette bonen effter hans tilstand med synds bekiendelsze og fortrydelszes klagemaal ofver den frembragte tid, nu indrettet effter de 10 Guds bud, nu effter hans kald og embede, nu effter Guds velgierninger mod ham; med saadane bønner fant ieg ham altid best tient, mest fornøyet og offte vel bevæget; hand og hvergang effter giorte bon tackede mig særdelis naadig, spurte et par gange, om ieg icke kunde gifve ham de bønner beskrefven, og da ieg sagte, at ieg iche viste at repetere dem igien, men ville altid gierne bede med ham, som ieg best kunde, tacket hand derfor og sagde: Hvad er den lychelig, som kand bede og self udosze sit hierte for Gud. J almindelighed fant ieg ham hvergang og altid meget taalmodig, aldrig klagede ofver sin lidelse, endskiønt det var kiendelig at see, at hand leed stor pine, derhos altid gelasszen, altid hafde i munden: Hvad Gud vil, saa at ieg icke kand sige at hafve merchet andet ald den tid end taalmodighed, villighed til at døe, ydmyghed, at hand slet intet tog ilde op, og mod alle stor venlighed, derhos tachnemmelighed mod Gud og skiønsomhed om Guds velgierninger og langmodighed, saa offte det blef ham erindret. 1) Jvfr. P. Hersleb: Prædikener, holdte for det høie kongelige Herskab, Kbhvn. 1741, 8vo, Side 1-38.
