3. Gjensidige Søassurance-Foreninger bestaae af Skibsrhedere, som have dannet et Forening med det Formaal, i Fællesskab at bære det Tab, som deres Skibe maatte lide ved Ulykker paa Søen. Ved Aarets Ende bliver Skadens Størrelse opgjort, og hver udreder sin Part i Forhold til det Skibs Værdi, som han eier. Det kan anføres til Fordeel for disse Foreninger, hvoraf der gjerne findes een eller flere paa saadanne Steder, hvor mange Skibe have hjemme, at de enkelte Medlemmer, som Følge af at de selv ere interesserede i at det gaaer Foreningen godt, ville have et vaagent Øie med hinanden indbyrdes, og at derved Tab, som hidrøre fra Svig og Uagtsomhed, ville blive saameget sjeldnere. Dernæst vil Bekostningen ved at have sit Skib forsikkret i en saadan Forening fornuftigviis ikke være saa stor som ellers, thi hvad den Enkelte udreder, er blot bestemt til at dække Tabene og de faa Administrationsomkostninger. Assurerer man derimod hos et Compagni eller en privat Assurandeur, da bliver Præmien sat saa høit, at den, foruden at dække Tab og Omkostninger, tillige kan give Assurandeuren en Fortjeneste. Paa den anden Side maa det ikke oversees, at de gjensidige Foreninger, for at kunne yde tilstrækkelig Sikkerhed, maae omfatte et temmelig betydeligt Antal Skibe, da der ellers let kan blive en stor Uregelmæssighed i de forskjellige Aars Tab, og naar Tilskuddene fra den Assureredes Side afvige meget det ene Aar fra det andet, kan han ikke siges at have opnaaet sin Hensigt med at indtræde i Foreningen. Man ansaae tidligere de gjensidige Assuranceforeninger for ulovlige her i Landet, som stridende mod den Eneret, der var givet det kongelig octroierede Compagni. For nogle Aar tilbage gjorde bemeldte Compagni dette Spørgsmaal afhængigt af Domstolenes Afgjørelse og fik Medhold. Det synes dog ikke at have villet benytte sig heraf; thi flere bestaaende Foreninger (i Odense, Fanø, Marstal,
