at vidne mod vor Mening om Sproget, hvori Indskriften er affattet, at den meget mere bestyrker den, og indeholder et særdeles vigtigt Moment til Oplysningen af den gotiske Udtale. Til det gotiske Holtings eller Hultiggs vilde det tilsvarende i vort Oldsprog være Hyltingr, ɔ: En, som er fra en Skovegn (holt), eller som boer paa et Sted ved Navo Holt.
HORNA er, naar vi erindre at o her ogsaa udtrykker det aabne u eller au, aldeles det gotiske Haúrna, regelmæssigt nom. og acc. plur. af Haúrn, udtalt Horn, Horn. Med Bredsdorff at læse. Horno, og kalde det den ældste, uafkortede Form af den nordiske acc. plur. af Ordet, medförer samme Brud paa Conseqvensen, som ved Holtingom. Har man engang for ᚨ sat Værdien a, bör man overalt lade den vedblive.
TAVIDO er en mærkelig Form. Den er aldeles den regelmæssige 1ste pers. sing. præt. indic. af det hos Vulfila ofte forekommende Verbum táujan, at gjöre, istandbringe, paa det nær, at Formen hos Vulfila lyder tavida, ikke tavido. Men sammenligner man Flexionen af præter. indic. sing. paa -ida i det Gotiske, saaledes som vi kjende det hos Vulfila, med den tilsvarende paa -da i det Oldnordiske, stöde vi paa en mærkelig Afvigelse fra den Analogi, som ellers med iöinefaldende Conseqvens hersker mellem begge Sprog; den tredie person sing. heder nemlig i Gotisk, ligesom den förste, -ida, f. Ex. lagida, lagidês, lagida; i Oldn. derimod heder den förste -da, den tredie -di, f. Ex. lagða, lagðir, lagði. Til de fleste oldnordiske Endelser med det simple, eller uorganiske -i svare i Gotisk Endelser paa -a, f. Ex. præt. part. stigans til oldn. stiginn, Dat. sing. fiska til oldn. fiski; nom. sing. hana til oldn. hani, o. s. v. Det er altsaa i sin Orden, at 3 pers. sing. lagida svarer til det oldn. lagði. Men da nu 1 pers. i Oldo. ei heder lagði, men
