lagða, maatte man og i Gotisken vente en anden Form for 1 pers. end lagida, som er identisk med den 3die. Undersöger man nu, hvilken Endelsevokal i Gotisk nærmest svarer til a i oldnordisk, da finder man,. at det er ingen anden, end o. Saaledes f. Ex. got. fiskôs = oldn. fiskar; got. gibôs = oldn. gjafar, got. tuggô oldn. tunga, got, blindôza til oldn. blindari. Istedetfor lagida i 1ste Person skulde man altsaa conseqvent vente lagidô, og fölgelig af táujan tavidô, hvilket netop er den i Indskriften brugte Form. Indskriften viser sig altsaa i dette Stykke endog renere eller mere uforvansket i sproglig Henseende, end de forhaandenværende Manuskripter af Vulfilas Bibeloversættelse, og man kan endog ved Hjælp af Indskriften restituere den tabte Form af de svage Verbers 1 pers. sing. præter. indicativ.
Indskriften vilde altsaa med Vulfilas Orthographi lyde:
Ik Hláiba gastim hultiggam haúrna tavida;
og de fem förste Ord paa Oldnordisk: Ek Hleifi gestum hyltingum horn...... ᛁᚴ ᚼᛚᛅᛁᚠᛁ ᚴᛅᛋᛏᚢᛘ ᚼᚢᛚᛏᛁᚴᚢᛘ ᚼᚢᚱᚾ......; til tavida, der maatte oversættes med „gerði”, gjorde, savnes det tilsvarende Ord. Oversat paa Latin vilde Indskriften lyde, som ogsaa Bredsdorff har det:
Ego Hleva hospitibus silvicolis (eller de Holt oriundis) cornua feci.
Efterat vi nu stykkeviis have gjennemgaaet og forklaret Indskriften, maa vistnok den sidste Tvivl om at den virkelig er gotisk, aldeles bortfalde. Det viser sig, som vi ovenfor have bemærket, at de Afvigelser fra Vulfila's Skrivemaade, som den frembyder, deels indeholde en ligefrem grammatisk Berigtigelse, deels i og for sig selv ere conseqvent analoge; maaskee de ene grunde sig paa Forskjellen i Lydangivelsen ved Runer og ved de halvlatinske, halvgræske Bogstaver i det mosogotiske Alfabet. Man finder endnu större Afvigelser i Skrivemaade mellem
