vore gamle Runeiudskrifter og de med latinske Bogstaver skrevne Oldböger, uden at man dog nogensinde har fölt sig fristet til at ansee Sproget i hine forskjelligt fra Sproget i disse. At e er brugt til at udtrykke det aabne i og ai, ligesom o til at udtrykke det aabne u og au, kan desuden neppe engang kaldes en Afvigelse; det er kun en simplere Betegning af Udtalen, som Vulfila sögte at gjengive efter græske Lydprinciper.[1] Afvigelsen lægger netop Indskriftens Egthed og Ælde for Dagen. Da man endnu besidder saa faa Levninger af den gotiske Literatur, og saa omhyggeligt samler endog de mindste Levninger deraf, maa denne Indskrift saaledes være Sprogforskerne et yderst velkomment Bidrag.
I historisk-ethnographisk Henseende bliver Indskriften os ligeledes af overordentlig Interesse. Indholdet er, at en vis Hleva, som altsaa maa have været en Goter, gjørde eller lod gjøre disse Horn til nogle „Holtinger“, der havde gjestet, enten ham selv, eller En hos hvem han tjente, maaskee som Guldsmed. „Holtingam“ kan betegne „Skovboere“, eller „Folk fra Holt“. For denne sidste Antagelse synes Hornenes Findested, i Nærheden af Töndern i det Slesvigske, omtrent 8 Mile fra Holsteins Grændse, at tale, thi Holtingôs kunde da svare til det olda.
Holtsetar, d. e. „Beboere af Holstein“, egentlig „Beboere af
- ↑ Hvorledes Vulfilas Lydangivelse ofte er famlende og intet mindre end conseqvent, viser især den hos ham herskende Vaklen mellem gg og h; thi naar slahan har i præt, slôh, hahan der- imod háihah, og det förste svarer til det tydske schlagen, det andet til hangen, viser dette tydeligt, at hahan maa have været udtalt hangan, hvorved det kom i Classe med de övrige Verber paa 'a foran Position, hvilke samtlige danne Præteritum ved Reduplication. Ellers maatte det i præt. hede hôh; men det andet h i hahan gjör aabenbart Position. Hvorfor da ei skrive haggan? Ligesaa Comparativ juhiza af juggs; hvorfor ei juggiza?
