Holt”, d. e. Skovégnen. Holtingôs bliver altsaa Holtsatter, Holsteinere, og denne Formodning bliver endog ved Naboskabet mellem Holstein og Findingsstedet næsten til en Vished, thi Sammenstödet af disse Omstændigheder er isandhed for stor til at man skulde kunne ansee det for et Spil af Tilfældet[1]. Men nu er Spörgsmaalet, hvor den Hleva boede, som gjorde disse Horn for Gjesterne. Han kan ikke have boet paa Findingsstedet, thi isaafald maatte de af „Gjesterne“ hjembragte Horn netop have været fundne paa et andet Sted. De samme „Gjester“ maae rimeligviis have faaet Hornene til Foræring i en fra Holstein noget fjærnere Egn, og enten, snarest ved Röveri, mistet dem paa Hjemvejen, efter allerede at være komne saa nær Hjemmet, som til det Tönderske, eller virkelig have bragt dem hjem til Holstein, hvorfra de hjembragte Horn siden ved et Plyndringstog af Naboerne i Slesvig eller paa andre, let tænkelige, Maader kunne være komne til Findingsstedet. I förste Tilfælde mage de hjemreisende „Gjester“ have lagt Veien over det Slesvigske, og Hlevas Hjem isaafald söges nordenfor Holstein, i Jylland eller paa en af de danske Öer. I sidste Tilfælde, som forresten heller ikke udelukker Muligheden af det nys antagne, kunne de samme „Gjester“ ogsaa være komne fra en östligere, ved Östersõens Sydkyst beliggende, Egn. At de skulde have faaet Gaven i et meget langt bortliggende Land, er noget, der saaatsige af sig selv bortfalder som utænkeligt. Saa store Kostbarheder var det neppe muligt for nogle faa Reisende at bringe til, eller saa nær Hjemmet, i de lovlöse, barbariske Tider, Hornene og Indskriften tilhörer; de lade sig vanskeligt skjule, og
maatte saaledes rimeligvis blive et Bytte for Röverhaand.
- ↑ I Annales Fuldenses ad ann. 853 nævnes desuden Holstein-boerne som Holsingi, hvilket kun er den overtydske Form for Holtingi (holt = höitydsk holz).
