langt ældre og raaere Tider, end disse. Ovenfor have vi viist, at Sprogformen synes at være noget ældre end i de gotiske Bibeloversættelser. Antage vi Orthographien i disse for at være ordnet af Vulfila, som levede i Midten af det 4de Aarhundrede, saa have vi her en nogenlunde bestemt Grund til at rykke Hornindskriften idetmindste op til 300 Aar efter Christus, snarere noget tidligere. Vi henvises saaledes ogsaa ad denne Vei til en Tid, som nærmer sig den, da Goter endnu i nogenlunde Mængde boede i de danske Lande; og omvendt, antage vi det sandsynligst, at den er forfattet i Sjælland, Laaland, Falster, Möen, Skaane eller Bleking, maa den, siden den er reengotisk, være bleven til, paa en Tid, da Goter endnu vare talrige i de nysnævnte Egne, fölgelig i et af de nærmeste Aarhundreder efter Christi Födsel, snarest det förste, andet eller tredie. Alle Omstændigheder tyde saaledes hen herpaa. Dette leder til et for os særdeles vigtigt Resultat. Man vil nemlig ifölge det Foregaaende neppe betvivle, at Alfabet-Bracteaten maa være omtrent samtidig med Hornene. Men nu höre Bracteaterne ganske bestemt til en Culturperiode, da Brugen af Jærn og Jærnutensilier var udbredt og almindelig i Norden (see f. Ex. Worsaae, „Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhöje“, p. 45). Vi erfare altsaa heraf, hvad vi for vor Part rigtignok aldrig have betvivlet, men hvad dog Enkelte have benegtet, at Goterne i Danmark i de nærmeste Aarhundreder efter Christus allerede havde Jærnkulturen.
Med Hensyn til den nærmere Betegning af de Goter, hos hvilke vi efter det Foregaaende have antaget at Hornindskriften er forfattet, kunde maaskee og noget mere lade sig udfinde. Om Goternes ældste Udvandring fra Scandza, eller som det vel ogsaa her rettest maa læses, Scandja, og deres videre Fremrykken mod Syden meddeler Jornandes et ældgammelt Sagn, der paa en mærkelig Maade er
