Ord er desuden ifölge Accentuationen hos græske Forfattere og dets Plads i enkelte Vers bos latinske Digtere (f. Ex. Panegyr. in laud. Justini min. fragm. apud Jaeger v. 12, Corippus in laud. Just. min. S. 254) penultima brevis: Gepida (---). Ogsaa i dette Navn er Bogstavet p mistænkeligt, og röber en Forhærdefse, foretagen af latinske Forfattere, der blandt Tydskerne nærmest kjendte Oldhōitydskerne. Stavelsen gip findes ikke blandt de nuværende gotiske Sproglevninger, og Navnet skrives desuden af den mærkelige longobardiske Anonym (i Ritters Fortale til Cod. Theodos.) overalt conseqvent med b, Gibidi, Gibedi, Gebedi. Det kan ei være noget andet Folk end dette, der af Angelsaxerne (see Travellers Song i Kembles Beovulf Vol. 1, p. 231 og i Codex Exoniensis, udgiven af Thorpe, S. 322) kaldes Gefþas. Den rette gotiske Form af Navnet synes saaledes at være Gibidôs, singul. Gibiþs. Navnet paa Weichselöerne, Gepidôjôs, eller efter det foranförte rettere Gibidôjôs betyder ligefrem „de gepidiske Öer“, thi ligesom det gotiske mavi, egentlig máuj, svarer til det oldn. mey, háujis til hey, fráuja til frey, saaledes maa og til ey, ø, have svaret et avi eller áuja, i plur. áujôs eller ôjôs, ligesom táui har genit. tôjis. Af avi er áujôs regelmæssig Plural[1]. Seer man nu, og vistnok med Rette, bort fra det indskrænket locale i det af Jornandes meddeelte Sagn, og forklare „Gepidöerne“
simpelthen med „Öer udenfor Weichselmundingen“;
- ↑ Paa samme Maade er Scandinavia heller ikke andet end den gotiske Form for Skáney, thi Skandin assimileres i vort Oldsprog efter samme Analogi til Skán, som standa i daglig Tale til „staa“ o: stå, og avia er avi eller áuja, Ö, oldn, ey. Formen Scandinavia hos de romerske Forfattere er altsaa ligeledes et ypperligt Beviis paa at Landet paa deres Tid var beboet af gotisktalende Folk. Den anonyme Longobarder skriver Scatenauge.
