en altfor ofte forglemt gylden sandhed hvad De fremfører, når De siger, at „mennesket er ældre end staten, og dets ret til at sørge for sig selv er af ældre dato end nogen stat". Men tillige er det, som De også rigtig indser sandt, at staten hører med til den guddommelige orden. Thi han, som forudså alt og forud sørgede for alt, han forudså, at med befolkningens vækst og værkflidens udvikling vilde dannelsen af styrede stater blive både hensigtsmæssig og nødvendig.
Så såre staten opstår, har den indtægt behov. I begyn- delsen, medens befolkningen er spredt, arbejdet uudviklet og statens opgaver få og ligefremme, er dette behov kun ringe; men med den voksende befolkning og den fremskridende civilisation vokser statsvirksomheden, og større og større indtægt gøres fornøden.
Han, som skabte verden og satte mennesket ind i den, han, som forudbestemte samfundsdannelsen som et middel for mennesket til opnåelse af højere kræfter og til at komme til stedse bedre forståelse af skaberens værk, han må også have forudset denne stigende trang til samfunds-indtægt og sørget for dens tilfredsstillelse. Med andre ord: da det voksende behov for offentlige indtægter, alt som samfundet skrider frem, er et naturligt, af Gud bestemt forhold, må der være en ret måde at tilvejebringe dem på, en vej, om hvilken vi med sandhed kan sige, at det er den af Gud bestemte vej. Det er klart, at denne den rette indtægtskilde må stemme overens med moralloven.
Følgelig må den:
ikke berøve den enkelte, hvad der med rette tilhører den enkelte ikke begunstige nogle på andres bekostning; som f. eks. ved at forhøje prisen på, hvad nogle har at sælge og andre må købe;
ikke lede folk i fristelse ved at kræve edsaflæggelse ved alle mulige lejligheder, ved at gøre det fordelagtigt at lyve og bestikke.
Ejheller må den udviske skellet mellem ret og uret ved