at sætte straf for handlinger, som folk i og for sig har utvivlsom ret til at udføre.
Den må ikke trykke arbejdet, ikke hæmme handelen, ikke straffe fliden; den må ikke træde hindrende i vejen for den størst mulige rigdomsfrembringelse og den retfærdigste rigdomsfordeling.
Jeg beder D. H. betragte de skatter på værkfliden og dens frembringelser, som overalt i den civiliserede verden tjener til at fylde samfundets kasse: accisen, som omgiver de italienske byer med skranker, de uhyrlige toldskatter, som hæmmer forbindelsen mellem såkaldte kristne stater, alle de forskellige skatter på næringsdrift og arbejdsfortjeneste, på formueanvendelse, på husbygning, på jorddyrkning, kort sagt på flid og arbejdsomhed i alle dens former. Kan det være slige veje, Gud har tænkt, regeringerne skulde følge for at skaffe de nødvendige indtægter? Er nogen af dem af en sådan art, at vi kan tænke os dem som led i en fornuftig og retfærdig plan? direkte formål
Alle disse skatter krænker moral-loven. De tager med magt, hvad der udelukkende tilhører den enkelte, de begunstiger den samvittighedsløse på den samvittighedsfuldes bekostning, de har den virkning ja, endog for en stor del det at forhøje prisen på, hvad nogle har at sælge, og andre må købe; de demoraliserer regeringen, og de gør eden til tant; de lænkebinder handelen og mulkterer arbejdet og fliden; de formindsker den rigdom, som menneskene kan nyde godt af, og de beriger nogle ved at forarme andre.
Men hvad der aller mest klarlig viser, hvor skarpt dette offentlig-indtægts system står i strid med kristendommen, er dets indflydelse på menneskets tankegang.
Kristendommen lærer os, at alle mennesker er brødre, at deres sande interesser står i samklang, ikke i indbyrdes strid. Dens gyldne livsregel er, at vi bør handle mod andre, som vi ønsker, de skal handle mod os. Men fra det system, der går ud på at beskatte værkfliden og arbejdsprodukterne, og fra dets virkninger i retning af at forhøje prisen paa, hvad nogle kan sælge, og andre må købe, er den „beskyttelses"-
