hvad denne tilhører. De kan kun tage den værdi, som jorden får ved samfundets vækst, og som derfor tilhører samfundet som helhed.
At tage jordens værdi til statens brug og samtidig af- skaffe alle skatter på arbejdets frembringelser, vilde derfor være at lade arbejderen beholde det fulde arbejdsudbytte, den enkelte alt, hvad der med rette tilhører den enkelte. En sådan fremgangsmåde vilde ikke pålægge værkfliden nogen byrde, ikke lægge hindringer i vejen for omsætningen, ikke straffe fliden. Den vilde sikre den størst mulige frembringelse og den retfærdigste fordeling af rigdommen ved at lade folk frit frembringe og ombytte efter behag uden kunstige prisforhøjelser. Og ved at tage til offentlig brug en værdi, der ikke kan skjules eller fjernes, der er lettere end alle andre at vurdere og lettere og billigere at opkræve, vilde reformen i højeste grad formindske antallet af embeds- og bestillingsmænd, gøre et utal af edsaflæggelser overflødige og bortskaffe fristelser til bestikkelser og svig.
Men at Gud har bestemt jordværdien til national-indtægtskilde viser sig yderligere ved vidnesbyrd lig dem, der viser, at han har bestemt modermælken til barnets ernæring.
Hvor slående er ikke analogien: under primitive forhold, før statsstyre er bleven en nødvendighed, findes der ingen jordværdi. Arbejdsprodukterne har værdi, men i den spredte befolkning knytter der sig ingen værdi til jorden selv. Men alt som befolkningstætheden øges og værkflidsforholdene bliver mere indviklede, bliver ordnede samfund og dermed også offentlige indtægter en nødvendighed; men da begynder også jorden at få værdi, en værdi, der overalt vokser samtidig med og af de samme grunde som trangen til offentlige indtægter. Værdien af alt, hvad der frembringes ved arbejde, har tilbøjelighed til at synke, alt som samfundet udvikles, da storproduktion og
ejeren og ikke kan væltes over på brugeren, medens det modsatte gælder skatter på produkter og produktion. Thi da alle priser afhænger af forholdet mellem tilbud og efterspørgsel, vil skatter på varer ved at fordyre produktionsomkostningerne hæmme udbudet og drive priserne tilvejrs. Men jorden koster intet at frembringe, da den er skabt af Gud. Skatter på dens værdi vil derfor ikke formindske jord-tilbudet, men i de fleste tilfælde endog forøge det, og altså ikke drive jordprisen i vejret, men blot gøre skår i ejernes lejeindtægt. (Se f. øvr. Fremskridt og Fattigdom af Henry George.)
