slag på denne vis, og som, idet de har fået øje for vor plans fortræffelighed, set fra et rent finansstandpunkt, ikke bekymrer sig om andre sider af sagen. Men for dem, der tænker som jeg, er den etiske side af sagen af størst vigtig- hed. Ikke alene ønsker vi ikke at gå udenom spørgsmålet, om den private jordejendomsret, men det står for os således, at den heldbringende og vidtrækkende omvæltning, vi arbej- der for, er for stor en sag til at gennemføres ved „klog af- vejelse af personlig fordel", at den ikkun kan fuldbyrdes ved den religiøse samvittighedsfølelses hjælp.
Derfor tragter vi efter religionens dom. Og for denne domstol er De, som hoved for den største kristne kirkeafdeling, den mest ophøjede repræsentant.
Det påhviler os derfor at undersøge de grunde, som De fremfører til støtte for den private jordejendomsret: at bøje os for dem, hvis de er holdbare, og i modsat fald i al ærbødighed at vise Dem, hvori fejlsynet bestaar.
Vi kunde med glæde tiltræde Deres første sætning: „At vor hoved-grundsætning under vort arbejde for en forbedring af massernes kår må være privat-ejendomsrettens ukrænke- lighed" om vi blot turde opfatte Dem således, at De tog hensyn til sagens etiske side og altså kun mente den ret- mæssige privatejendomsret, på samme vis som vi, hvor De taler om ægteskabet som indstiftet af Gud kan under- forstå, at De herfra undtager alskens utilbørlige ægteskaber. Ulykkeligvis viser andre udtryk, at De tænker paa privatejen- dom af enhver slags, ja endog særlig privatejendomsretten til jord. Denne tankeforvirring og begrebssammenblanding går igennem hele Deres bevisførelse og leder Dem til slut- ninger, der så langt fra at stemme med Deres forudsætninger endog står i den skarpeste strid med dem, som når De drager den slutning, at da privatejendomsretten til, hvad der er frembragt ved arbejde, er etisk berettiget, må det samme også gælde dens skærende modsætning: ejendomsretten til, hvad Gud har skabt.
Al privatejendom er ikke af samme art, og kan lige
