så lidt som alle slags ægteskab hvile paa et fælles etisk grundlag. At ægteskabet i sin rette skikkelse stemmer med Guds lov, retfærdiggør ikke flerkoneri-, flermands- eller blod- skamsægteskaber, der er lovlige i visse lande. Og ligesom der kan være umoralske arter af ægteskab, kan der være umoralsk privatejendomsret. Hvad enkeltmand kan eje eller hvad enkeltmand med statens samtykke kan eje, er privat- ejendom. For juristen, den blotte statstjener, kan dette være tilstrækkeligt, han behøver ikke at gøre forskel, hvor statens love ingen forskel kender. D. H. derimod er ikke statens, men Guds tjener, moralens vogter. De ved, at som St. Tho- mas Aquina siger:
"Den menneskelige lovgivning er kun lov i kraft af sin samklang med sand visdom, altså når den står som ud- slag af den evige lov. Afviger den fra den rette tænknings vej, maa den kaldes uretfærdig. Og i så fald er den slet ingen lov, men en slags vold."
At en eller anden slags ejendom tillades af staten, gør den derfor i og for sig ikke etisk forsvarlig. Staten har ofte gjort noget til ejendom, der ikke kan være det med rette, men i virkeligheden har med vold og rov at gøre. Saaledes har ryggesløse fyrster ofte skænket til deres hofmænd og friller som salgbar ejendom landets kirkeembeder med deres hele værdighed og autoritet, deres ret til at forvalte sakramenterne o. s. fr. Ja, i England kan den dag i dag en hedning eller atheist købe og besidde som lovlig ejendom retten til at vælge menighedens sjælesørgere, og værdien af disse legale rettigheder siges at beløbe sig til omtrent 500 mill. kr.
Eller tag et andet eksempel: Blandt oldtidens kulturfolk behandledes og betragtedes slaver overalt som lovlig ejendom, og det samme var tilfældet i Evropa længe efter kristendom- mens almen-antagelse. Ved dette århundredes begyndelse var der ingen kristne nationer, som ikke i alt fald i deres kolonier, anerkendte ejendomsretten til slaver, og slaveskibe sejlede under kristne flag over havene. For kun lidt over
