tredive år siden kunde man her i de Forenede Stater ved at købe en mand få samme ejendomsret over ham som over en hest, og i de muhamedanske riger er slaven såvel efter loven som efter sæd og skik sin købers eller jægers ejendom.
Og dog vil De, der som pave har indlagt Dem fortjeneste ved forsøg paa slaveriets udryddelse i dets sidste tilflugtssteder, sikkert ikke hævde, at den etiske berettigelse, som ejendomsretten til hvad der er frembragt ved arbejde har, kan gælde eller nogen sinde har kunnet gælde ejendomsretten til slaver.
Den brug, De på så mange steder i Deres skrivelse gør af det flertydige ord ejendom eller privatejendom, gør ofte Deres mening tvetydig, når man kun læser løsrevne udtalelser. Men læst i sammenhæng er det utvivlsomt, at De med ordet privatejendom forbinder tanken om privat jordejendom. Når jeg udtyder Deres mening således, finder jeg, at de grunde, De anfører til forsvar for den private jordejendomsret, er otte. Lad os undersøge dem i den orden, hvori de er fremsat.
- 1. De hævder da for det første (§ 5*), at hvad der er købt og betalt med retmæssig ejendom er retmæssig ejendom.
Det er klart, at køb og salg ikke kan give ejendomsret men kun overdrage den. Ejendom, som i sig selv ingen moralsk berettigelse har, får det ikke ved at gå fra sælger til køber.
Hvis slaven ikke er slavejægerens retmæssige ejendom, er han ejheller slavekøberens. Deres bevisførelse for den private jordejendomsret vil imidlertid lige så godt kunne bruges til forsvar for slaveejendomsretten. For at vise dette behøver man kun i Deres bevisførelse at ændre ordet jord til ordet slave. Den vilde da lyde således:
* ) §en henviser til pavens hyrdebrev, som foreligger oversat paa dansk i Ugeblad for kat. kristne.
