det ved køb og salg, den samme fejl er det, De gør Dem skyldig i. Ej alene er det formelt det samme, det er i bund og grund det samme: Den private jordejendomsret er lige så vel som den private slaveejendomsret en krænkelse af den sande ejendomsret. De er forskellige former af det samme ran, tvillingplaner udsprungne af menneskers snedig- hed og med det formål at sætte den stærke og snu i stand til at unddrage sig den arbejdspligt, Gud har pålagt os, ved at læsse den over på andre.
Hvad forskel gør det, om jeg blot ejer den jord, hvor- på en anden skal leve, eller jeg ejer manden selv? Er jeg ikke i det ene tilfælde lige så fuldt hans herre som i det andet? Kan jeg ikke tvinge ham til at arbejde for mig? Kan jeg ikke i lige mål tilegne mig hans arbejdes frugt, be- fale over hans handlinger? Har jeg ikke hals- og håndsret over ham? Thi at berøve et menneske jorden er lige så vist at dræbe ham som at berøve ham luft ved at stramme en løkke om hans hals.
Kærnen i slaveriet er at give det ene menneske magt til at tilegne sig frugten af det andets arbejde. Den private jordejendomsret har denne virkning lige så fuldt som det ligefremme slaveri. Slaveejeren må lade slaven beholde nok af sit arbejdsudbytte til livets ophold. Findes der ikke i så- kaldte frie lande store skarer af arbejdere, som ikke får mere? Hvor meget mere af deres arbejdsfrugt får landarbejderne i England og Italien, end slaverne fik i vore sydstater? Satte ikke den private jordejendomsret i fordums mere rå tider de evropæiske jorddrotter i stand til at forlange deres første- nats ret" ved bøndernes bryllupper? Er det ikke den samme yderste skændsel, der endnu i vore dage møder os i udvisket skikkelse i den usædelighed, der affødes af uhyrlig rigdom på den ene side og bundløs armod på den anden.
Hvad andet bestod slaveriet i Rusland i, end i at give til herrerne den jord, hvorpå de livegne var tvungne til at leve? Når en Ivan eller en Catherina ønskede at berige deres ynd- linge med andres arbejde, gav de dem ikke mennesker, men
