bejdes frugt, fravender nogle deres arbejdsudbytte til fordel for andre. Thi kun ved arbejde frembringes der rigdomme, den blotte ejendomsret frembringer intet. Så usvigeligt er budet: „I dit ansigts sved skal du æde dit brød", at selv om en mand ejede en hel verdensdel, vilde han ikke uden ar- bejde kunne skaffe sig et måltid mad eller klæder til krop- pen. Når derfor jordejerne i kraft af deres ejendomsret får arbejdsfrugter i overflødighed uden selv at arbejde, da skyldes deres rigdom andres arbejde og sved, taget fra de rette ejer- mænd og nydt af folk, der ingen ret har til den.
Den eneste nyttevirkning" privatejendomsretten til jord til forskel fra besiddelsesretten har, er den ulykkelige: at skaffe sin ejer ufortjente indtægter. Thi indtil jorden kan give sin ejer en ekstra-indtægt ud over, hvad der er en frugt af hans arbejde og kapitalanvendelse, d. v. s. indtil han ved salg eller leje kan høste arbejdsudbytte af den uden arbejde, er ejendomsretten blot og bar besiddelses-sikkerhed og har ingen værdi. Det får den først, når den begynder at yde eller ser ud til at ville kunne yde sin ejer en indtægt, : give ham i egenskab af ejer magt til at tilegne sig frugten af andres arbejde.
Hvad der bidrager væsentlig til, at folk ikke gør sig klart, hvilket rov den private jordejendomsret medfører, er, at i de mest iøjnespringende tilfælde gælder rovet ikke enkelt- mand, men samfundet. Thi, som jeg tidligere har vist, kan jordrenten den værdi, som jorden får ved samfundets vækst og fremgang umulig tilfalde brugeren. Den må da til- falde enten ejeren eller samfundet. De mennesker, der f. eks. i London eller New York betaler en umådelig høj jord- rente, bliver således ikke personlig forurettet. Thi de får jo hver for sig værdi for, hvad de betaler nemlig brugsret til jorden og må føle, at de ikke har bedre ret til uden be- taling at bruge sådanne særlig fordelagtige jordstykker, end enhver anden har. Og da de ikke tænker på samfundets ret eller måske ikke bryder sig derom gør de ingen indvendinger mod systemet.
