at give jordejerne i form af renter, hvad de før fik som jord- afgift. D. H. véd, at man ikke således kan drive gøgl med ret og uret, og når det fuldt går op for Dem, at jorden virke- lig er det forrådskammer, som Gud skylder alle sine børn, da vil De lige så lidt lytte til noget forlangende om erstatning, som Moses vilde låne øre til en fordring om, at Farao skulde skadesløsholdes, før Israels børn kunde få lov at drage bort. Erstatning for hvad? Er det for at give afkald på, hvad der med urette er taget? Nej, jordejernes erstatnings-forlan- gende går ikke ud derpå. Vi ønsker ikke at udplyndre ægyp- terne. Vi forlanger ikke, at hvad der med urette er frataget arbejderne, skal gengives dem. Vi er villige til at lade gjort være gjort og at lade døde forurettigelser begrave deres døde. Vi foreslår at lade dem, som hidindtil gennem jordrente har tilegnet sig arbejdets frugt, beholde, hvad de således har fået. Vi foreslår blot, at for fremtiden skal al slig arbejderudplyn- dring ophøre, at for fremtiden ikke for den svundne tid - skal jordbesidderne betale til samfundet den jordrente, som med rette tilkommer samfundet.
III.
Jeg har sagt nok til at vise D. H., at De gør Dem skyl- dig i en uretfærdighed ved at slaa os, der ved i realiteten at afskaffe den private jordejendomsret søger mere fuldelig at sikre den sande ejendomsret i hartkorn med dem, som De kalder socialister og betegner som folk, der ønsker at gøre alt til fælleseje. Men De gør ogsaa socialisterne uret.
Det er sandt, at der er mange, som, idet de bittert føler den nuværende rigdomsfordelings uhyrlige ubillighed, ikkun besjæles af et blindt had til de rige og en brændende lyst til at omstyrte det bestående. Sådanne mennesker er unægtelig farlige, om end mindre farlige end de, som hævder, at der hverken er trang til eller mulighed for nogen forbedring af samfundsforholdene. Men det er ikke tilladeligt at forveksle disse samfunds-omstyrtere med dem, der, hvor skævt end deres syn monne være, foreslår bestemte planer til at bøde på ondet.
