Spring til indhold

Side:Arbejdets Kår.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

forbud eller ved indførselstold at regulere hvert enkelt lands virksomhed og kontrollere dets handel, for, som de forestiller sig, at gøre det hjemlige arbejde mere mangeartet og hindre udlændinges konkurrence.

I den modsatte yderstilling står anarkisterne et ud- tryk, der, skønt det ofte bruges til at betegne vildt ødelæg- gelseslystne mennesker, egentlig er navnet på dem, der ved at se de mange onder, alt for megen regering afføder, er kom- men til at anse al regering for et onde, og tror, at menneskenes fælles-interesser af sig selv ad frivillighedens vej vilde sikre os alt nødigt samarbejde, om blot al regeringstvang udryddedes.

De, hvis talsmand jeg ønsker at være, skiller sig fra begge disse lejre. Da vi anser den virkelige ejendomsret for ukrænkelig, betragter vi al tvungen kommunisme som øde- læggende røveri. Derimod nægter vi ingenlunde, at frivillig kommunisme mulig er den højeste samfundstilstand, som men- nesket kan tænke sig. Ejheller nægter vi muligheden af, at menneskeheden kan nå så vidt engang, da vi jo dog i de første kristne og blandt den katolske kirkes munkeordener har eksempler på kommunistiske samfund i liden målestok. Alle de samfund indenfor kirken, der har ofret sig for selv det mest frastødende og farlige barmhjertighedsværk, var eller er kommunistiske. Med sligt for øje tør vi ingenlunde benægte, at en samfundstilstand, hvor fælles-kærlighed er trådt foran alle andre bevæggrunde, kan være mulig. Men vi er klar over, at slig kommunisme kun er mulig der, hvor der hersker en almen og dyb religiøs følelse, og kun kan nås gennem et retfærds-samfund. Thi før en mand kan blive en helgen, må han blive en retskaffen mand.

Med såvel anarkister som socialister er vi grundig uenige. Vi betragter deres anskuelser som fejlsyn i modsat retning: hine overser menneskets sociale natur, disse dets individuelle natur. Medens vi er klar over, at mennesket først og fremmest er et enkeltvæsen, og at statens indgreb i ting, der tilhører enkeltmands virkefelt, aldrig har affødt eller kan afføde andet end ondt, så indser vi også, at det er et socialt