Det faldt dog ikke i pavensææ lod at sige det forløsende ord.
Leo XIII. viser sig ganske vist i sit „,hyrdebrev" som en værdig og ypperlig repræsentant men for den gamle verden. Når man læser hans brev, bliver man slået af, hvor stor overensstemmelse der er mellem hans standpunkt og det, som indtages af nogenlunde „,liberale" samfundsstøtter i vore hjemlige egne, hvor lidet han hæver sig op over deres synspunkt og hvor dybt han er hildet i deres fordomme. Ikke at han viser sig „arbejderfjendsk". Nej, han synes virkelig at have hjerte for de fortrykte; men netop derfor bliver det så meget desto tydeligere, hvor lidet han har fattet af det sociale spørgsmåls egentlige kærne: Kampen for frihed og ret i samfundslivet. Skønt han begynder med en alvorlig skildring af arbejdernes nød og ulykke, er han så blindet af de herskendes fordom, at han ikke betænker sig på i kirkens og retfærdighedens navn at holde sin hånd over den uret, der er grundårsagen til samfundets nød. Han ender derfor også med at give de rige og mægtige jorden, de fattige anvisning på himlen. Det eneste han derfor, når det kommer til stykket, har at byde som sit bidrag til løsning af arbejderspørgsmålet, er formaninger til de rige om at være godgørende mod deres arbejderskarer, idet han så til gengæld ikke glemmer at pålægge disse i ydmyghed at se op til deres velgører og med ærefrygt at bøje sig under den bestående samfundsorden, selv om denne er af den art, at de ofte forgæves må tigge om arbejde og må betragte den, som giver dem tilladelse til at slide, som velgærer og herre
