stige skranker brydes ned, synker lønnen. Det er ligeledes kun så længe, de er ualmindelige, at egenskaber som spar- sommelighed, flid og driftighed kan sætte den jævne arbejder i stand til at hævde sig en stilling over det almindelige lav- mål. Bliver de almindelige, vil konkurrencen trykke sådanne folks kår ned til den vanlige højde, der, da jorden er mono- poliseret og arbejdet hjælpeløst, ikkun kan være et trin højere end den yderste nød.
Eller for at sige det samme på en anden måde: Da jorden er en nødvendig betingelse for liv og arbejde, vil dens ejere være i stand til for tilladelsen til at bruge den at til- tvinge sig alt, hvad de blotte arbejdere kan frembringe ud over, hvad der er nødvendigt til at holde liv i så mange, som jordejerne og deres afhængige har brug for.
Hvor den private jordejendomsret har delt samfundet i en jordbesiddende og en jordløs klasse, kan således ingen tænkelig opfindelse eller fremskridt det være sig indu- strielt, socialt eller moralsk - afværge fattigdommen eller bedre den jævne arbejders stilling, hvis det ikke griber ind i jordejendomsretten. Thi hvad enten virkningen af opfindelser og andre fremskridt går i retning af at øge arbejdets frugt- barhed eller formindske, hvad der behøves til arbejderens underhold, kan de, så snart de bliver alm. udbredte, ikkun føre til, at jordejernes indkomst øges, uden at de i ringeste måde kommer arbejderne til gode. Under ingen omstændig- heder vil de, der kun besidder almindelig arbejdsevne en evne, der er fuldstændig unyttig for dem, der fattes arbejds- midler kunne beholde mere af, hvad de fortjener, end lige netop hvad de behøver for at leve.
Hvor sandt dette er, viser nutidens kendsgerninger. I vor egen tid har opfindelser og opdagelser forøget arbejdets produktivitet umådelig og samtidig billiggjort mange ting, der er nødvendige til arbejdernes underhold. Har disse fremskridt nogetsteds øget den simple arbejders indkomst? Er ikke for- delen hovedsagelig tilfalden jordejerne, idet jordværdien er stegen overordentlig.
