menneskene er gjort arveløse for alt undtagen evnen til at arbejde når lejlighed dertil gives dem af andre, - dér indskrænker efterspørgselen efter mennesker sig simpelthen til den efterspørgsel efter arbejdsydelse, som udgår fra dem, der sidder inde med arbejdslejligheden, og mennesket bliver en handelsvare.
Endskønt den naturlige virkning af arbejdsbesparende forbedringer er at øge arbejdslønnen, vil derfor - under de unaturlige forhold, der affødes af den private jordejendomsret - virkningen være den, at arbejdslønnen trykkes ned (på grund af aftagende efterspørgsel på markedet) og de jævne arbejdere fornedres til fattiglemmer eller tiggere. Og dette gælder endog den arbejdsbesparelse, der voldes af sådanne moralske fremskridt som opløsning af stående hære og fri- gørelse af den arbejdskraft, der nu går tabt i lastens tjeneste eller bindes til dens bekæmpelse. Dersom de arbejdsbespa- rende opfindelser og fremskridt kunde drives saa vidt, at alt arbejde blev overflødigt, hvad vilde så følgen blive? Vilde ikke følgen være, at jordejerne da kunde tilegne sig al den rigdom, som jorden var i stand til at frembringe, og aldeles ingen arbejdere vilde have behov, så disse enten måtte sulte ihjel eller leve af jordejernes nåde.
Således kan da, så længe den private jordejendomsret står ved magt, så længe nogle mennesker behandles som jordens ejermænd, medens de øvrige kun med hines tilladelse kan få lov til at leve på den ingen menneskelig visdom udtænke noget middel til at undgå den nuværende tilstands misforhold.
Ja, Guds visdom kunde ejheller!
I lyset af den rette tænkning, som St. Thomas taler om, kan vi indse, at selv den almægtige Gud, så længe hans love er i kraft, ikke kunde gøre noget til at forebygge armod og hunger, så længe jordejendomsretten består.
Hvorledes skulde han kunne det? Indgød han sollyset og luften ny kraft og styrke, øgede han jordens frugtbarhed, vilde da ikke denne nye rigdom tilfalde jordejerne og -
