indskrænke kvinde- og barne-arbejde, sikre fabrikslokalernes tålelige indretning i henseende til hygiejniske og sædelige krav og regulere lønningerne, i det mindste hvor der er fare for, at utilstrækkelig løn skal fremkalde strejker (§ 39-40).
2) At den skal opmuntre arbejderne til at søge at komme i besiddelse af (jord)-ejendom (50-51).
3) At der bør dannes arbejder-foreninger (52-67).
Disse reformer er - så vidt de rækker af socialistisk art. Og endskønt Deres hyrdebrev ikke er blottet for syn for betydningen af menneskenes enkeltmands-særpræg og for, at den enkelte og familien har første-ret frem for staten, så går dog alle de hjælpemidler, De foreslår, tydelig nok i soci- alistisk retning ganske vist en yderst moderat socialisme, socialisme hæmmet og udvandet af en alt overskyggende re- spekt for privatbesiddelser, men dog en slags socialisme. Men endskønt De hyppig bruger det tvetydige ord privatejen- dom, når teksten f. øvr. viser, at De tænker på den private jordejendom, så er det dog klart allerede ved en overfladisk læsning, og bliver stedse tydeligere ved nærmere undersøgelse, at De hævder, at hvilke reformer der end ellers måtte blive at tage under overvejelse: den private jordejendomsret tør ikke røres.
Jeg har allerede i al almindelighed henpeget på den mangel, der klæber ved alle socialistiske hjælpemidler mod arbejdets slette kår; men reformforslag og antydninger fra D. H.s side påkræver dog en særlig omtale.
Det mest vidtrækkende og indgribende af Deres forslag er, at staten bør indskrænke arbejdstiden og kvinders og børns arbejde, fremtvinge tålelige sundhedsforhold i fabriker o. s. v. Og dog, hvor lidet kan der ikke nås ad den vej.
En stærk enevolds-hersker kunde måske gøre sig håb om ad slige veje at forbedre en slavefloks kår. Men vor tid går i demokratisk retning, og demokratiske stater er nødven- digvis svagere i retning af landsfaderlige indgreb. Og dertil kommer, at under det industrielle slaveri, der hersker i kristen- heden i vore dage som en frugt af den private jordejendoms-
