For den, der kender lidt til Henry George og hans hele livsanskuelse, er det let at forstå, at dette pavens skrift måtte kalde ham frem til svar. Netop fordi det sociale spørgsmål for ham ikke først og fremmest er et magt- og madstræbs-spørgsmål, men en retfærdskamp, kunde han ikke rolig se pave Leo gøre forsøg på at kaste retfærdighedens kåbe over „det bestående“s råddenskab, han kunde ikke uimodsagt lade den kristne kirkes indflydelsesrigeste mand stemple den samfunds-reformation, han stod som forkæmper for, som uretfærdig. Og det er noget sådant, pave Leo har forsøgt. Skønt han ikke direkte nævner H. George, er hans bevisførelses skyts først og fremmest rettet mod det, som er George og hans venners grundkrav: anerkendelsen af alle menneskers lige ret til jorden, den fælles rigdomskilde.
Henry George's hovedøjemed bliver da at klargøre. retfærdsgrundlaget for det sociale spørgsmåls løsning, at vise, hvorledes det netop er ved sin uretfærdighed, den bestående samfundsorden virker ulykkebringende. Han følger derfor paven skridt for skridt, og påviser punkt for punkt, hvorledes man netop ud fra det af paven selv påberåbte retfærdighedsprincip må fordømme, hvad han finder såre godt. Han viser, hvorledes den personlige ejendomsret ikke, som paven og mange med ham antager, nu holdes i ubrødelig ære, men tværtimod daglig krænkes grovelig, så de, der arbejder, ikke høster arbejdets frugt. Og han gør det indlysende, at den ægte ejendomsret ikke håndhæves, før det bliver anerkendt, at så vist som enhver har ret til, hvad han frembringer, har ingen ret til at beslaglægge, hvad ingen mennesker har frembragt: den jord, hvorpå vi alle skal leve og arbejde;
