vold at tage retmæssig ejendom fra dem, der har, og give den til dem, der ikke har. Thi staten har ingen fortunatus- pung, staten kan ikke eftergøre miraklet med brødene og fiskene, alt, hvad staten kan give, må den tilegne sig ved an- vendelse af én eller anden form af sin beskatningsmagt, og hvad enten den giver eller udlåner penge eller kredit, kan den intet give dem, der intet har, uden at tage fra dem, der har.
Men selv bortset fra dette vil enhver plan, der går ud på at udstykke jorden og samtidig opretholde den private jord- ejendomsret, være frugtesløs. Når jorden behandles som privat- ejendom, holder småejendommene sig ikke i et land med rask materiel udvikling og voksende rigdom. Vi ser et eksempel herpå i den økonomiske udviklingsgang, der i gamle dage var hovedårsagen til, at det verdens-erobrende Italien forvandledes fra et småbonde-land til et storgodsejer-land. Vi ser det samme i England, hvor for 200 år siden største parten af de engelske jordbrugere ejede den jord, de dyrkede, medens for- holdet nu alt længe har været det, at de næsten alle er lejere og forpagtere. Og nu er tilmed de mægtige kræfter: dampen og elektriciteten kommen til og driver udviklingen videre i retning af koncentration. Det er i de For. Stater, at vi i videst mål kan se, hvorledes disse kræfter virker til at for- andre et folk af selvejerbønder til et folk af forpagtere. Princippet er tydeligt og uimodståeligt: Det materielle frem- skridt forøger jordværdien, og hvor denne voksende værdi overlades til private ejermænd, vil jorden glide ud af de fat- tiges eje over i de riges, ligesom diamanter, som fattigfolk finder, går over på rigmandshånd. Hvad den britiske rege- ring forsøger i Irland, er som at bygge snehytter i den ara- biske ørken, at plante palmer i Labrador.
Der er én vej, og kun denne ene, ad hvilken man under en civilisation som vor kan sikre den arbejdende befolkning part i dens fædrelands jord. Det er den vej, vi foreslår: at tage jordejerindtægten til samfundets brug.
Med hensyn til arbejder-foreninger synes det, som fore- svæver D. H., at være dannelse og understøttelse af forenin-
