men vil snarere finde endnu en udvej spærret for dem, tidt den sidste udvej til arbejde".
Det være langt fra mig at ønske, at D. H. skulde gå med til den farisæiske fordømmelse af fagforeningerne, der er så almindelig blandt dem, der, medens de er raske nok til at påtale den uret, fagforeningerne begår ved at fornægte andre den lige ret til arbejde, selv støtter og opretholder den langt større grund-uret, at alles lige ret fornægtes til jorden, den naturlige basis og grund-betingelse for alt arbejde. Hvad jeg ønsker at påpege er kun, at fagforeningsvæsenet om det end delvis kan bringe lindring ikke giver nogen virkelig bod for ondet; at det ikke er af en sådan etisk karakter, at det berettiger en mand i D. H.s stilling til at anbefale det som et virkeligt gode. Og dog, hvad bedre kan De gøre, så længe De bliver ved at holde på den private jordejendomsret!
V.
I begyndelsen af Deres hyrdebrev erklærer De, at Deres apostoliske embeds-ansvar nøder Dem til at undersøge ar- bejderspørgsmålet udførlig og grundig, for at ingen misfor- ståelse skal indsnige sig med hensyn til de grundprincipper, som i sandhedens og retfærdighedens navn må fordres fulgt for at få det løst". Men, blindet som De er af en vrangfore- stilling, kan De ikke engang se de enkleste grundsandheder.
De går ud fra, at arbejderspørgsmålet er et spørgsmål mellem lonarbejderne og deres arbejdsgivere. Men lonarbejde er hverken den oprindelige eller den eneste form for arbejde. Det oprindelige er, at menneskene arbejder på egen hånd, uden nogen arbejdsgivers mellemkomst. Og den oprindelige kilde til arbejdslon er arbejdets frugt; den mand, der arbej- der for sig selv og lever af, hvad han selv frembringer, har sin arbejdsløn i sit arbejdes frugt. Er ikke fiskere, droske- kuske, arbejdende bønder, småhandlende kort sagt alle de mange, der tjener deres løn direkte ved salg af deres tjene- ster eller produkter uden nogen arbejdsgivers mellemkomst ikke lige så vel arbejdere som de, der arbejder for løn hos
