Spring til indhold

Side:Arbejdets Kår.djvu/78

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

en arbejdsgiver. I Deres overvejelser over, hvad der kan gøres, synes De ikke at ofre dem en tanke. Og dog er i virkeligheden de arbejdere, der arbejder for sig selv, dem, der først må tages i betragtning, eftersom hvad folk vil nøjes med i løn hos en arbejdsgiver, åbenbart afhænger af, hvad de kan tjene ved at arbejde på egen hånd.

De går uden videre ud fra, at alle arbejdsgivere er rige og kunde hæve lønnen meget betydelig, om de blot ikke var så begærlige. Men er det ikke en kendsgerning, at det store flertal af arbejdsgiverne i virkeligheden er lige så fuldt under konkurrencens tryk som deres arbejdere, så mange af dem står på fallitens rand? Slige arbejdsgivere kunde umulig øge den løn, de betaler, hvor gerne de end vilde, med mindre alle andre blev tvungne til at gøre det samme.

De går ud fra, at der naturnødvendig er to klasser mennesker: de rige og de fattige, og at arbejderne naturlig tilhører den sidste klasse.

Det er sandt, hvad De siger, at der er forskel på evner, sundhed og styrke, der kan forårsage forskel i kår. Det er imidlertid ikke slige forskelligheder, der skiller menneskene i rige og fattige. Ingensteds samsvarer forskellen i rigdommen med forskellen i henseende til individuelle evner og kræfter. Den virkelige forskel mellem rig og fattig er forskellen mel- lem dem, der sidder ved bommen, og dem, der betaler bom- pengene; mellem dem, der modtager tribut, og dem, der må yde den.

På hvad vis retfærdiggør naturen slig forskel ? Blandt de talløse former i den levende natur finder vi nogle arter, der tydelig nok er bestemt til at leve som snyltere på andre arter. Men slige forhold er altid tydelig udtalt igennem for- skelligheder i organernes form og størrelse. Mennesket har fået herredom over alt andet levende på jorden; men er ikke dette forhold tydelig præget endog i det ydre. De ameri- kanere, der forsvarede slaveriet, plejede at gøre gældende, at negerens sorte hud og uldne hår viste, at det var naturens mening, at de sorte skulde tjene de hvide; men De går videre