Spring til indhold

Side:Arbejdets Kår.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

for alle at tjene deres livsophold, om blot retfærd står for styret. I vor tid med dens talløse hjælpekilder burde der kunne tjenes langt mere. Det er derfor egentlig galt, når De siger, at fattigdom ingen skam er. Thi fattigdom burde være en skam: Under retfærdige samfundsforhold vilde den være et tegn på dovenskab eller ligegyldighed, med mindre den skyldtes uundgåelige ulykker eller religiøse bevæggrunde.

D. Hs medfølelse synes udelukkende at gælde de fattige, arbejderne. Er dette ret? Er ikke de rige, dagdriverne, også at beklage ? Efter evangeliets ord er det snarere de rige end de fattige, man bør beklage, thi der er al sandsynlighed for, at de vil komme til at dele skæbne med den rige mand. Og for hvem, der tror på et liv efter dette, må dens stilling, der vågner op og ser, at hans kære millioner ikke har fulgt ham, synes ynkværdig.

Men selv i dette liv: hvor er dog de rige i sandhed at beklage. Det er ikke rigdommen iog for sig, den rådighed, den giver os over det materielle, der er uheldsvanger. Det ulykkelige er at besidde rigdom, medens andre knuges af fattigdom, at være hævet over berøring med menneskehedens liv, skilt fra dens arbejde og kamp, dens håb og frygt og fremfor alt fra den kærlighed, der forsøder tilværelsen, den venlige medfølelse og de højmodige handlinger, der styrker vor tiltro til vore medmennesker og vor lid til Gud. Hvor får dog ikke den rige den menneskelige naturs lave sider at se. Han er omgivet af smigrere og spytslikkere og finder villige hjælpere til alle sine slette tilbøjeligheders tilfredsstil lelse, han må stadig være på sin post overfor svindlere og bedragere og må ofte nære mistanke om, at simple bagtanker skjuler sig bag venlige ord og handlinger. Prøver han at øve veldædighed, overhænges han med skamløst tiggeri og under fundig påtrængenhed ; ja, ofte kølnes endog den varme familie følelse, og hans død imødeses med slet dulgt glæde over den ventende arv. Fattigdommens værste forbandelse er ikke de materielle savn, men den åndelige forkrøbling, den forår sager; — og det samme gælder — om end på anden vis —