den ufortjente overflod, der forkrøbler det ædleste i men- nesket.
Guds bud lader sig ikke ustraffet omgå: Er det Guds bud, at menneskene skal tjene deres brød ved arbejde, så må det svie til de ørkesløse rige. Og det gør det også. Hvor yderlig tomt er ikke det liv, der går op i nydelser; hvilke hæslige laster trives der ikke i en klasse, der overdynget med rigdom er omgivet af fattigdom på alle sider. Det er blandt de rige, man møder den kedsomhedssyge, som den fattige kender så lidet til, at den er ham fuldstændig ufor- ståelig; det er blandt rigmænd, at den gudløse pessimisme trives, der foragter menneskene og betragter livet som et onde, frygter døden og længes dog efter tilintetgørelse.
Da Kristus bød den unge mand, der søgte ham, at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige, tænkte han ikke på de fattige, men på den unge mand. Og jeg tvivler ikke på, at der blandt de rige, - særlig blandt dem, der selv har sammenskrabet deres formue er mange, der i alt fald til tider føler rigdommens tonihed og frygter de farer og fri- stelser, som den vil volde deres børn. Men vanens stærke magt, hovmod, den pirring, som det er bleven for dem at sidde med trumferne i spillet, familiens forventnings-krav tillige med de virkelige vanskeligheder, de møder, om de ønsker at gøre gavn med deres rigdomme, tøjrer dem til deres byrde som et udslidt æsel til sin oppakning, til de styrter på randen af den kløft, der begrænser deres liv.
Mennesker, der er sikre på at kunne få føde, når de trænger dertil, spiser kun, når de er sultne. Men for de spredte stammer, der lever på grænsen af klodens beboelige egne, er livet enten hungersnød eller et ædegilde. Sulte som de må i dagevis, driver hungeren dem til at sluge i sig som kæmpeslanger, når de endelig har haft held med sig på jag- ten. Og på lignende måde er det frygten for at komme til at mangle, der driver menneskene til at skrabe rigdomme sammen og gør den rige beundret og misundt og elendig. Som utilbørlig rigdom og uhyggelig fattigdom er hinandens
