følgesvende, således er rigdommens sjælefordærvende virk- ninger kun som en anden udgave af den fornedrelse og bru- talitet, som armoden afføder. Ondets virkelige rod er den uret- færdighed, der forårsager såvel den unaturlige rigdom som den unaturlige fattigdom.
Men denne uretfærdighed kan ikke uden videre lægges enkeltmand eller enkelte klasser til last. Den private jord- ejendomsret er en samfunds-ulykke, som alle lider under, og som særlig de overvættes rige og de overmåde fattige er gen- stand for, hver paa sin vis. For os, som har fået blik her- for, synes det ukærligt at tale om de rige, som om de per- sonlig var ansvarlige for de fattiges lidelser. Og dog gør De det, samtidig med at De holder paa, at årsagen til den uhyr- lige rigdom og den fornedrende fattigdom ikke bør røres. Samfundet er som en mand, der har en farlig og styg ge- vækst: En læge ønsker lempelig, men fast at fjærne den, en anden holder derimod på, at den ikke skal røres, men søger samtidig at lægge det stakkels menneske for had og spot. Hvem af de to har ret?
Ved vort arbejde for at genindsætte alle mennesker i deres lige og naturlige ret søger vi ikke at gavne nogen sær- lig klasse, men alle. Thi såvel vor tro som de kendsgernin- ger, vi har for øje, viser os, at uretfærd ikke kan gavne nogen, medens retfærd er til alles gavn.
Ejheller tilstræber vi nogen „meningsløs og latterlig lig- hed". Vi indser, som De, at der altid må være forskellig- heder og ulighed. For så vidt disse uligheder ikke krænker moralloven, ikke gør vold på budet: Du skal ikke stjæle, har vi intet at indvende. Vi søger ikke at forbedre Guds værk, vi søger blot at gøre hans vilje. Den lighed, vi arbejder for, er ikke lighed i rigdom, men lighed i ret og adgang, den lig- hed, som både fornuft og religion kræver: alle børnenes lige brugsret til arven fra vor fader, som er i himmelen.
Og medens vi til samfundets brug vilde tage, hvad vi klarlig ser er det store fond, der efter den guddommelige orden er bestemt for samfundet, vilde vi ikke lægge selv den
