dets materielle fornødenheder er nogenlunde tilfredsstillede, vågner de åndelige.
Denne hvileløse utilfredshed ligger i menneskets natur, den ædlere art af natur, der hæver os så uendelig over dyrene og viser, at vi virkelig er skabt i Guds billede. Den tør ikke stækkes eller tøjres, thi den er drivkraften i alt fremskridt. Det er den, som har hvælvet St. Peters kuppel og fremtryllet strålende Madonna-hoveder på det døde lærred; det er den, der har vejet solen og analyseret stjærnerne og åbnet blad for blad i skaberværkets underfulde bog; den er det, der har indsnævret atlanterhavet til et færgested og tøjlet lynet til at være vor budbringer til de fjærneste lande; den er det, der åbner os udsigt til muligheder, ved siden af hvilke alt, hvad vor tids civilisation har virkeliggjort, blegner. Ejheller kan da denne menneskets natur kues uden ved at brutalisere og fornedre menneskene, ved at gøre Evropa til et stykke Asien.
Derfor er og bliver det en umulighed vilkårlig at fast- sætte arbejdslønnens retmæssige højde. Den eneste virkelig retfærdige grænse for dens højde er, hvad der kan tjenes, når alle bånd på arbejdet er fjærnede og lige adgang til na- turens rigdomskilder sikret; intet mindre kan standse arbej- dernes krav. Langt fra at gøre arbejderne mere vel tilfredse ved at bedre deres kår en ringe smule, gør man dem netop derved mere utilfredse.
Ejheller er det retfærdighed, De kræver, når De vil have arbejdsgiverne til at lønne deres arbejdere bedre, end de er nødt til, give dem mere, end de kunde få andre til at gøre arbejdet for det er godgørenhed. Thi den merløn, som den rige arbejdsgiver således giver, er ikke i virkeligheden løn, men almisse.
Under min omtale af de praktiske forholdsregler til for- bedring af arbejdernes stilling, som D. H. foreslår, har jeg endnu ikke berørt, hvad De lægger megen vægt på: godgøren- heden. Men godgørenheden er intet middel mod fattigdommen,
