pligt mod menneskene, og fortjener at blive særlig betænkt af Gud og til halvt om halvt at tilskrive deres egen godhed æren for, hvad der i virkeligheden skyldes Guds. Thi hvem er, ret. betænkt, den al-forsynende? Hvem er det, der, som De siger, ,,skylder mennesket et uudtømmeligt forrådskammer, det, vi ene finder i jordens uudtømmelige frugtbarhed?" Er det ikke Gud? Og når derfor mennesker, der er berøvet Guds rige gaver, gøres afhængige af deres medskabningers gunst og gave, sættes da ikke på en måde disse i Guds sted, så de kan tilregne sig selv den fortjeneste at have opfyldt de for- pligtelser, som ifølge Deres egne udtalelser påhviler Gud?
Men værre end alt andet er dog måske den måde, hvorpå der ved denne sætten ubestemte godgørenheds-opfor- dringer i retfærdighedens klare fordringers sted, åbnes en nem vej for kristendommens offentlige forkyndere indenfor alle kir- kens afskygninger til at holde gode miner med mammon, medens de søger at overbevise sig selv om, at de tjener Gud. Havde ikke den engelske gejstlighed for nu ikke at gå længere efter et eksempel på forhold, som kristenhedens hele historie fra Konstantins dage bærer vidnesbyrd om ladet godgorenheds-prædikener træde i stedet for retfærdigheds-forkyn- delse, vilde Tudorernes tyranni aldrig være opstået, og kirkens spaltning være undgået. Havde Frankrigs præsteskab aldrig sat godgørenhed i retfærds sted, vilde det gamle styres umen- neskelige misgerninger aldrig have avlet den store revolution. Og om mit eget land må det siges, at såfremt de, der skulde have prædiket retfærdighed, ikke havde slået sig til tåls med at prædike godlidenhed, vilde negerslaveriet aldrig have kræ- vet borgerkrigens brændoffer.
Nej, Deres hellighed, som dådløs tro er død, som men- nesket ikke kan give Gud, hvad Guds er, alt imens de glat væk nægter næsten de rettigheder, Gud har givet, således kan barmhjærtighed, der ikke bæres af retfærd, intet udrette til løsning af det stående arbejderspørgsmål. Om så de rige vilde "give alt deres gods til de fattiges underhold og over- give deres legemer til ilden", vilde armoden vedvare, så længe den private jordejendomsret håndhævedes.
