mangler mennesker brød. Er det ikke religionens sag at sige hvorfor. Kan den ikke gøre det, er det da ikke rimeligt, om spottere gør nar ad dens talsmænd og siger som Elias til Baals profeter: „Råb højere, thi han er jo en gud; og måske er han falden i snak eller gået til kros eller på rejse eller måske falden i søvn, så han må vækkes". Hvad kan kir- kens talsmænd svare? Enten er der ingen Gud, eller han er falden i søvn, eller også giver han virkelig menneskene det daglige brød, men det bliver dem på en eller anden måde fravendt.
Dette er svaret, det eneste sande svar. Mangler menne- skene brød, er det ikke, fordi Gud ikke har gjort sit for at skaffe det. Er arbejdsvillige mænd knuget af armod, da skyl- des det ikke, at det forrådskammer, Gud er menneskene skyl- dig, er kommen til kort, at den daglige forsyning, han har lovet sine børn til tilfredsstillelse af deres daglige behov, ikke er til stede i overflod. Men det skyldes, at mennesker ved formasteligt brud på skaberens velfærdstanke har gjort jorden til privatejendom og således gjort til særeje for et fåtal, hvad en gavmild fader har skabt til gode for alle.
Ethvert andet svar måder det end er indsvøbt uanset i hvilke religiøse tale- er praktisk talt et ateistisk svar.
Jeg har skrevet dette brev ikke blot for D. H., men for alle, jeg tør håbe, det vil nå. Men idet jeg sender det til Dem personlig, forud for dets offentliggørelse, er det mit håb, at det vil blive læst og overvejet af Dem personlig. Ved fremstillingen af grundene for vor anskuelse og påvisningen af, hvad det forekommer os, De desværre har overset, har jeg udtalt mig åbent og ligefrem, som det var min pligt, hvor det drejede sig om en sag af så overordentlig stor vigtighed, og som jeg også er vis på, De ønsker, jeg skulde udtale mig. Men jeg stoler på at have gjort det uden at fornærme. For Deres embede nærer jeg dyb ærbødighed, for Dem selv per- sonlig den højeste agtelse. Og om end de anskuelser, mod hvilke jeg har taget til orde, synes os fejlagtige og farlige,
