Det er forunderligt! naar jeg føler allervarmest og bedst, da er det, som om Hænder og Tunge blev bundet paa mig, jeg kan ikke gjengive, ikke udtale det saaledes, som jeg har det herindenfor; og dog er jeg Maler, det siger mit Øie mig, det have de erkjendt Alle, som saae mine Skizzer og Tavler.
Jeg er en fattig Knøs, jeg boer omme i en af de smalleste Gader, men Lyset mangler mig ikke, thi jeg boer høit oppe, med Udsigt over alle Tagene. De første Dage jeg var kommen herind til Byen, var der Mig saa snævert og eensomt; istedenfor Skoven og de grønne Bakker havde jeg nu kun de graae Skorstene til Horizont. Ikke en Ven eiede jeg her, ikke et bekjendt Ansigt hilsede mig.
En Aften stod jeg ret bedrøvet ved mit Vindue, jeg aabnede det og saae ud. Nei, hvor jeg blev glad! jeg saae et Ansigt jeg kjendte, et rundt, venligt Ansigt, min bedste Ven derovre fra Hjemmet: det var Maanen,
1*
