— 104 —
Dybt bevæget rejste jeg mig og gik. Jeg fulgte den Vej, der fører til Uvishedens Rige.
13 JULI.
Jeg er atter lykkelig og i min gamle Ligevægt. Alle mine Tanker sove roligt som Skovens Træer, naar de mod Foraaret vente Løvspringets Forjættelse. Enhver Tvivl er forsvunden i mit Sind. Kun Haabet lever og bestrør min Vej med Roser.
Hvor kunde jeg ikke sove rolig som et Barn i Nat, hvis den Lykke, som Dagen i Morgen vil bringe ikke allerede kastede sit Lysskær over min Tilværelse. Nu vil jeg ligge stille og lytte til Droslens Sang og den milde Vind, der pusler om min Rude. Jeg føler som Vorherre maa have følt paa den syvende Dag, da han efter endt Arbejde kunde lægge sig mødig men stolt til Hvile.
Ti det Brev, jeg i Dag har modtaget fra Margrete, har atter gjort mig lykkelig. Aldrig har det hvide Papir aandet en Elsker
