Side:Breve fra Ensomheden.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst


16 JULI.

Kære Veninde! — Maa jeg hviske Dem noget i Øret: jeg længes efter Dem. Jeg længes efter Deres Smil og Deres venlige Stue, hvor vi saa ofte sad og snakkede i Fred og Ro, medens Byens Larm udenfor kun forstærkede Hyggen indendørs. Nu sidder De ganske alene. Og jeg længes tilbage til Deres Hjem, som til det Sted, hvor den sande Ensomhed er at finde, netop den Eksilets Ensomhed, som jeg saalænge forgæves har søgt.

Hvor jeg dog tydelig husker denne Stue med alle de smaa Familiemedailloner paa Væggene. Der var baade Oldemo'r og Grandonklerne og ham De kaldte Sphinxen. Hvert Billede havde sin Historie — Deres Familie har just ikke udmærket sig ved