Side:Breve fra Ensomheden.djvu/127

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 123 —


dog egner Dem til en Mand, der staar uvis overfor Livet og dets Vilkaar.

Naturligvis snakker man meget ondt om Dem i Byen. Men det tror jeg simpelthen ikke. Nej, Nej! De har endnu ikke lagt Erfaringens lasede Kaabe om Deres runde Skuldre. Endnu er De ung og skøn og saa klog i Deres Uskyld.

Jeg maa kaste min Pen. Jeg tør ikke skrive mere. Stemningen betager mig og gør mig usikker. Jeg er endog i Uvished om, jeg bør sende disse Linjer afsted — vil De forstaa dem? Vil De læse dem paa rette Maade og med Taalmodighed vente en Fortsættelse? Forstaaelsen beror nemlig paa en Fortsættelse, som De jo kan haabe kommer. Jeg ved kun nu, at jeg længes næsten pinagtigt efter Dem.