— 125 —
min egen Elskov. Saa dybt dykkede jeg mig i Ensomheden herude, at jeg gav mig til at sværme for en stakkels landlig Kokette. Men det var jo kun for at rive mig løs fra Dem.
Lykkeligvis kunde jeg ikke lade være at sende Dem Brev efter Brev. Og hvert Brev førte os nærmere sammen. Nu overgiver jeg mig paa Naade og Unaade.
Kæreste Veninde.
Jeg har tilbragt hele Dagen i en Baad ude paa Fjorden, drømmende om Dem. Og jeg har ligget og le't af mig selv, der troede paa Ensomheden som paa den højeste Lykke. Jeg har kigget op til min Mølle, der laa ensom, med oprakte, bedende Arme. Langt borte øjnede jeg Kragereden, frysende i den stærke Blæst. Og uvilkaarlig har disse to Billeder samlet sig i min Sjæl som Symbol paa en trøstesløs, bedende, frysende Ensomhed.
Saa ser jeg Dem da i Morgen.
Deres Arme skal Slynge sig om mig og deres Mund fortælle mig om Livets Rigdom, og Deres Elskov skal slette ethvert andet Minde af mit Sind.
