Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

88

der begyndte at udvikle sig et eget Forhold imellem os. Hun var ikke længer den Lille, og begyndte at undsee sig for mig. Jeg maatte omgaaes hende vaerligere; denne Nødvendighed var en sand Velgjerning ogsaa for mig. Ikke desto mindre, en Prøvetid var det, og det een af de strengeste, uagtet de Saligheder, hvorpaa den var saa riig.

Jeg forhørte mig angaaende Anna. Hendes Fader var for længe siden død; hvad der var blevet af hende selv, vidste Ingen. Udentvivl vidste min Moder det; men det stak mig i Hjertet, og jeg vovede ikke at spørge. Jeg slog det hen, og ved Lilis ubevidste Hjælp faldt det mig ikke vanskeligt.

Snart fik jeg ogsaa andre Bekymringer; Lili begyndte øjensynlig at skrante. Hun befandt sig i en Krisis. Kvinden i hende vilde ikke være Barn længer, og gjorde store Anstrengelser for at udvikle sig. Men Naturen var kun fiin og skrøbelig. For at styrke Naturen under denne Krisis, og tillige for at adsprede mig og hende, blev det besluttet, at vi skulde gjøre en Vinterrejse i Syden. Lili var bleven meget tankefuld, og sank ofte hen i dybe Drømme. Det var naturligt, og aldrig havde hun været yndigere end under disse Forsøg paa at løse sit Livs Gaade. Men i Forbindelse med andre Symptomer var det tillige foruroligende. — Hun maatte ligesaa kraftig som blidt oplives. — Det var den Dom, Stadens første Læger fældede over hende.