90
uudgrundelig rigt og skjønt. Vi omgikkes fra nu af paa mere lige Vilkaar. Jeg siger: lige Vilkaar; — nej, det vare de dog ingenlunde. Hun var mig langt overlegen baade i Aandens og Hjertets Gaver. I kort Tid vandt hun en forunderlig Indflydelse, en uforklarlig Magt over mig. Jeg hengav mig med Glæde derunder; det var en ny Vellyst, ædlere og bedre end nogen anden, jeg hidtil havde kjendt. Hun hævede mig over mig selv, uden at jeg vidste, hvorledes; nye Følelser, nye Interesser og Idrætter kom i Mængde frem hos mig; stedse tydeligere gik det op for mig, at der var Noget i Verden, som var højere og bedre end Egenkjærligheden og den sandselige Nydelse. Fra Dag til Dag blev mit Væsen i Omgangen med hende luttret og forædlet. Jeg var paa Veje til at blive et godt og fromt og elskeligt Menneske, eller, lad mig kort og godt kun sige: et Menneske.
Hendes Blik havde vide aabnet sig for Verdens Dejlighed, en ganske anden Dejlighed, end jeg hidtil havde kjendt, og jeg kom efterhaanden til at see med hendes Øjne. Men uafladelig hævede hendes Blik og Iid sig over Verden; den formaaede dog ikke at fængsle hende. Intet Under, det var jo, som om hun saae Himlen aaben over sig. Og, kan Du tro det, mig tog hun med sig, saa tung i Kjødet jeg end var! Hvilken Kraft og Magt hos et saa fiint og svagt Væsen! Men det kostede hende ingen Anstrengelse. Hun rev mig med sig; jeg glemte Alt over hende. Jeg lyttede
