92
lod sine Taarer flyde sammen med mine, to meget ulige Strømme, den ene smudsig og muddret, den anden reen og klar som Krystal. Og det lykkedes hende altid, ved en vis Uskyldighedens Kraft, igjen at bringe mig til mig selv. I det yderste Øjeblik greb jeg mig sammen i det hellige Løfte, jeg havde aflagt til min Moder. Det kostede ofte en uhyre Overvindelse; men jeg fandt Styrke i den Forestilling, at snart, snart var Fristen udrunden. Og naar Paroxysmen var overstaaet, kom der atter blide, usigelig lykkelige Dage. Ved denne sidste Bekjendelse er vort Forhold paa det Udtrykkeligste forklaret: Der var et vildt Dyr i mig, men hun, hun havde tæmmet det.
Det var atter Foraar; vi tænkte paa at vende hjem. Lili havde nogle Gange lidt under et temmelig alvorligt Tilfælde; Landets Læger, i det Mindste halve Charletaner, kaldte det Hjerteklemsel. Vi befandt os dengang paa de joniske Øer. Men vi lode os ikke i nogen synderlig Grad forurolige deraf. Lili havde jo i den sidste Tid udfoldet sig saa kraftig og smukt, og stod i Ungdommens fejreste Fylde. Vi vare altfor lykkelige ved hende, og i vor Lykke altfor trygge. Men en vis, besynderlig Uro kom der over Lili, da vi begyndte at tale om Hjemrejsen. Jeg trængte ind paa hende, og til min Overraskelse kom det for Dagen, at ogsaa Lilis Hjerte havde sin utilfredstillede Længsel; og den var sandsynligviis gammel, endnu ældre end min. Forstaaer sig af sig selv, at den ogsaa var af en fra min
