Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/110

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

96

Og dog, var det ikke godt, skulde jeg ikke glæde mig over, at hun undslap en saa sørgelig Bestemmelse som den, der havde ventet hende i mine Arme? O Lili, Lili! — Nu troer jeg, at jeg kunde glæde mig derover, — hvis jeg ikke var i Helvede!

Min Moder sørgede ogsaa, men tabte ikke Fatningen; det var mest for min Skvld, hun var bedrøvet. Vi rejste tilbage, efter at have begravet Lili i den hellige Jord. Hun hviler under en Sykomore, ikke langt fra det Sted, hvor Frelseren blev født til Verden.

Vi vendte tilbage. Det var ved Tilbagekomsten fra denne Rejse, at jeg fandt og optog Drengen Martin, ulykkelig Ihukommelse.

Saa blev jeg det Menneske, jeg skulde blive. Jeg hengav mig ganske i Verden; jeg levede kun i mine Sandser. Jeg elskede kun mig selv, maaskee med Undtagelse af min Moder og min Plejesøn. Jeg siger maaskee; thi svare for, at jeg ret egentlig elskede dem, det tør jeg ikke. Jeg lod mig kalde en Christen; men jeg var det ikke. Vistnok fandtes jeg ikke blandt dem, der haanede det Hellige; — men, efterat Lili var død, gaves der i Virkeligheden intet Helligt for mig mere. Det skulde da have været mine Barndomserindringer. Nu og da prøvede Barnet fra fordums Dage paa at komme frem i mig; men jeg var bange derfor, og undertrykte det hvergang hastig. Forøvrigt billigede jeg lethen, hvad Man kaldte Christendom, med det Forbehold, at tro saa